Retten glemte at slette cpr-nummer i sag om børneporno
Personnummeret lå frit tilgængeligt på en person, der er dømt i en sag om børneporno. En menneskelig fejl, forklarer landsdommer
I juli 2018 blev en ældre mand af Landsretten idømt seks måneders ubetinget anstaltsanbringelse for at have udbredt og besiddet børnepornografiske billeder på sin computer.
Det skriver avisen AG.
Landsrettens dom var en stadfæstelse af en tidligere afgørelse fra Sermersooq Kredsret tilbage i oktober 2017.
De to domme fra begge retsinstanser kan findes i anonymiserede udgaver på domstol.gl. Men ved en uheldig fejl fremgår den dømtes cpr-nr. på den danske version af domsudskriften fra Sermersooq Kredsret.
- Normal procedure er at sørge for, at landsrettens dom og den bagvedliggende kredsretsdom bliver anonymiseret, inden afgørelserne bliver lagt på hjemmesiden, forklarer landsdommer Kirsten Thomassen i en mail til AG.
Menneskelig fejl
Hun oplyser videre, at anonymiseringen sker manuelt og anfører, at selv om retten gør sig store anstrengelser for at sikre anonymitet, kan der ske menneskelige fejl.
Hvilket formentlig er årsagen til, at brugere af domstol.gl de seneste måneder har kunnet se det pågældende personnummer.
- Det ser umiddelbart ud til at der er sket sådan en menneskelig fejl i denne situation, skriver Kirsten Thomassen, og understreger, at hun vil sørge for at få fjernet det pågældende cpr.nr. og videre, at hun undersøger baggrunden for at fejlen er opstået.
Dagen efter AGs henvendelse blev fejlen rettet, og domsudskriften figurerer derfor nu uden cpr.nr.
Læs hele sagen i avisen AG – få adgang via linket herunder: