Departementschef nedtoner Trumps udmeldinger
Til det amerikanske medie CNN siger departementschef i Erhverv, Råstoffer, Energi, Justitsområdet og Ligestilling Jørgen Hammeken-Holm, at "man er meget langt fra en massiv efterforskning" af olie i Grønland.
Departementschef i Erhverv og Råstoffer, Jørgen Hammeken-Holm udtaler til CNN, at der foregår "aktiviteter fra amerikanske virksomheder" i Grønland, men at det er meget langt fra en massiv efterforskning, som den amerikanske præsident Donald Trump gav udtryk for på sit sociale medie Truth Social i nat.
Foto: Trine Juncher Jørgensen
"Der er flere mindre efterforskningsaktiviter på vej, men det kan tage år, før de bliver operationelle". Sådan siger Jørgen Hammeken-Holm, der er departementschef i departementet for Erhverv, Råstoffer, Energi, Justitsområdet og Ligestilling, til det amerikanske medie CNN.
Meldingen kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, natten til onsdag amerikansk tid skrev på Truth Social, at "der er ved at blive gjort klar til en omfattende efterforskning af olie, gas og mineraler i vores nye og smukke Grønland".
Vi må forvente den slags udbrud
Tidligere naalakkersuisoq for råstoffer, Naaja Nathanielsen, der i dag er medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit kommenterer i et opslag på Facebook præsidentens seneste opslag.
"Min første tanke er at amerikanske investeringer i Kalaallit Nunaats undergrund er - og har været - velkomne under hensyntagen til vores love og regler. Så det forventer jeg selvsagt respekteres af alle. Den anden tanke er, at Trumps opslag måske særligt er henvendt til et hjemmepublikum op mod et midtvejsvalg, hvor prisen på brændstof er høj i USA, blandt andet på grund af USA’s krig mod Iran. Som sagt før, så må vi forvente den slags udbrud på sociale medier. Lad os ikke falde for algoritmerne. Jeg fortsætter ufortrødent mit fokus på at få forsvarsaftalen, der netop er underskrevet, færdigbehandlet i Folketinget på en sober facon."
Sermitsiaq har spurgt departementet, om de er bekendte med konkrete kommende undersøgelser efter olie, gas og mineraler i Grønland, men det har vi endnu ikke fået svar på.