Radikal leder trækker sig efter svagt stemmetal og halvering

Det er endnu uvist, om Sofie Carsten Nielsen vælges til Folketinget, men hun trækker sig som politisk leder.

Det var en tydelig berørt afgående leder, der gik uden at tage imod spørgsmål efter at have leveret den korte besked.
Offentliggjort

Sofie Carsten Nielsen trækker sig som politisk leder for De Radikale, fordi hun ser ud til at få et svagt stemmetal ved folketingsvalget, der fandt sted tirsdag.

Det er uvist, om hun kommer i Folketinget, siger hun onsdag.

- Stemmetallene viser meget tydeligt, at der ikke er tillid til mig. Og uanset, om jeg bliver valgt ind eller ej, så er mandatet for svagt. Vælgernes stemmer vil noget andet, og det har jeg den største respekt for.

- Derfor kan jeg selvfølgelig heller ikke fortsætte som politiske leder. Jeg sender al styrke og kærlighed til den radikale gruppe, siger hun på Christiansborg.

Meget berørt af situationen

Partiet er blevet halveret ved folketingsvalget. Det var De Radikale, som de facto udskrev valget som følge af den hårde kritik af statsminister Mette Frederiksen (S) efter minksagen.

Vælgerne har dog ikke belønnet partiet, der er blevet halveret ved valget og må sige farvel til flere profiler.

Det var en tydelig berørt afgående leder, der gik uden at tage imod spørgsmål efter at have leveret den korte besked.

Det er endnu uvist, hvem der bliver ny leder af De Radikale

Endnu ingen afklaring om en ny leder

Martin Lidegaard er næstformand og er onsdag hos dronningen til dronningerunde, idet der skal findes en kongelig undersøger, da regeringen er trådt tilbage.

Han stillede i 2020 op til kampvalg mod Sofie Carsten Nielsen, men folketingsgruppen foretrak en anden.

Han har ingen kommentarer til, om han vil gå efter at blive politisk leder, men han afviser det ikke.

- Det er jeg utrolig trist over, og det kommer som et chok for os alle, siger han og uddyber kort, at han også først lige har fået nyheden.

Powered by Labrador CMS