forlader debatforum
Prisen blev for høj for Nauja Lynge
Debattøren Nauja Lynge har valgt at stoppe som moderator for debatten om Rigsfællesskabet på grund af personlige årsager
Stifteren af 'Rigsfællesskabet til debat', Nauja Lynge, har trukket stikket og har nu valgt at stoppe som moderator på Facebook-siden.
Det har simpelthen haft for store personlige konsekvenser, siger hun til Sermitsiaq.AG.
- Da jeg startede debatten i 2012 oplevede jeg, hvordan det øjeblikkeligt lukkede alle døre til Grønland både arbejdsmæssigt og personligt. Dengang troede jeg, at jeg bare skulle holde ud et stykke tid. Men nu har jeg i fem år været i orkanens øje på alle fronter. Man skal huske på, at jeg var helt alene om at starte debatten, og jeg gjort det på frivillig basis, siger Nauja Lynge.
Beslutningen kommer også nu, fordi hun igen har modtaget trusler.
- Senest da jeg deltog i en fredelig demonstration for fællesskabet, oplyser hun.
Se billeder: Lille skare kæmper for rigsfællesskabet
Efterlyser flere holdninger
I 2012 søgte debattøren fonde i Grønland til, at få en debat i gang. Men hun fik afslag på samtlige fonde.
- Men jeg finder det ualmindeligt dårligt for demokratiet, at der ikke er flere holdninger repræsenteret i forhold til selvstændighedsdebatten. Samtlige partier i Grønland har nogenlunde samme mål.
- Derfor bliver argumenterne aldrig debatteret med reelt modspil. Formålet med min debat har ikke været at omvende nogen. Men derimod at skabe oplysning og debat, så vi i fællesskab kan træffe de rigtige beslutninger, når tiden er inde, fremhæver debattøren.
Læs: Foreningen Rigsfællesskabet stilles i bero efter flagdebat
Selvmordstanker
For at kunne skabe debat, skal man ikke være politisk korrekt, mener hun.
- Og da slet ikke i en græsrodsdebat. Men det giver en del øretæver, som jeg ikke føler mig stærk nok til at tage imod alene længere. Jeg var for et par år siden så nedbrudt som følge af min rolle som klassens grimme pige, at jeg på et tidspunkt overvejede at begå selvmord.
- Det er lidt som om folk tror, at jeg er en slags skraldespand, som man bare kan skrive alt muligt til. Men da hele mit virke netop har været drevet af kærlighed til begge mine hjemlande, Danmark og Grønland, har det også fået følger for mit privatliv, understreger Nauja Lynge.
Læs: Danmark skal ikke være skraldespand for grønlændere
Ny bog på vej
Hun stopper nu dels fordi hun er bange for at ende nedbrudt igen.
- Dels udkommer jeg snart med en roman, som jeg på forhånd ved sætter mig i stormvejr. En kendt dansk politiker har læst med - og han kalder den for 'sprængfarlig', siger Nauja Lynge.
Nu vil hun forsøge at samle kræfter inden 'det næste stormvejr bryder løs', som hun siger.
- Naturligvis fortsætter jeg debatsiden indtil min afløser er fundet. Men den vil indtil da skulle basere sig på debatindlæg fra brugerne, lyder det fra Nauja Lynge.
Læs: Debattører: Danmark bør afholde folkeafstemning om EU