Politiet sætter fokus på sikker sejlads
Grønlands Politi opfordrer borgere til at sætte sikkerhed højt til søs.
Grønlands Politi opfordrer borgere til at have sikkerheden til søs i orden, før de begiver sig ud på sejltur.
Opfordringen kommer oven på en travl weekend med flere sager om spiritussejlads, eftersøgninger til søs og en drukneulykke.
De sidste par uger har Grønlands Politi sat fokus på sikkerheden til søs ved at lægge gode råd og påmindelser med en kampagne på deres side på Facebook.
- I vores Facebook-serie om sikkerhed til søs forklarer vi blandt andet, at det er lovpligtigt at have redningsveste med ombord til alle passagerer på båden, og at det er føreren, der er ansvarlig for det. Vigtigst af alt peger serien på, at du og jeg har et ansvar, når vi sætter os i en båd. Vi skal passe på os selv og hinanden – og opføre os ansvarligt, når vi sejler, siger vicepolitiinspektør i Grønlands Politi, Sebastian Bech i en pressemeddelelse.
Drukneulykke og spiritussejlads
En kvinde i 20’erne mistede livet natten til søndag, efter en hurtiggående båd forulykkede tæt på Nuuk. Hun var passager på en båd, hvor de formodede førere er mistænkte for at have været spirituspåvirket, da de sejlede ind i en isskosse med høj fart. To mænd er sigtet for uagtsomt manddrab, spiritussejlads samt uagtsom legemsbeskadigelse.
Politiet oplyser, at der i løbet af weekenden også har været to sager om spiritussejlads og brugstyveri af en jolle i Tasiilaq.
- Spiritussejlads er noget, vi har stor fokus på i politiet og ser på med meget stor alvor. Vi tager borgernes anmeldelser alvorligt, når nogen ringer og anmelder, at de har mistanke om, at en pågældende sejler beruset rundt på vandet. Sikker og ansvarlig færden til søs er vigtigt, da det ikke bare kan have konsekvenser for føreren af båden, men også for andre. Vi ser desværre hvert år - ligesom i sagen fra Nuuk - at nogen af disse hændelser ender med dødelig udgang og store skader på de involverede, siger Sebastian Bech.