Politiet efterlyser vidner til gruppeoverfald

Sent onsdag aften skete et overfald med adskillige gerningsmænd i Sisimiut. Grønlands Politi efterlyser vidner til overfaldet.

Offentliggjort

Var du vidne til en voldelig episode i Sisimiut sent onsdag aften, eller ved du noget om hændelsen? Så vil Grønlands Politi gerne høre fra dig. 

Det drejer sig om et gruppeoverfald mod en 26-årig mand foran adressen Christian 28-ip Aqq. 12. Politiet modtog anmeldelse onsdag aften klokken 23.48. 

– Der er tale om op til 7 gerningsmænd, som forlod stedet via trapper ned mod havnen. De var iført mørkt tøj. Én af dem var iført en orange jakke, skriver Grønlands Politi. 

Vidner og andre personer med oplysninger bedes kontakte politiet i Sisimiut. Det kan ske ved at ringe 70 12 22 eller møde op på politistationen.

Powered by Labrador CMS