Politiet advarer om storm
Virksomheder skal sørge for sikkerheden omkring byggepladser, lyder det fra politiet.
Der er kraftig blæst på vej, og derfor beder Grønlands Politi virksomheder i Vestgrønland om, at sørge for sikkerheden på og omkring deres byggepladser.
- Der er varslet storm mellem 18. og 20. januar med vindstød til orkanstyrke. Frit flyvende genstande kan være til fare for personer og ejendomme, skriver politiet i et opslag på Facebook.
Stormen ventes ifølge seneste vejrudsigt fra DMI at ramme dele af Vestgrønland i løbet af tirsdag aften.
Politiet opfordrer borgere til at sørge for at sikre deres ejendele for stormen.
Det samme gælder bådejere, der bør holde øje med deres både, da der kan være fare for, at de støder sammen, driver ud eller synker.
Tager til tirsdag aften
Ifølge DMI så får Vestgrønland undtagen Qaanaaq-området stedvis op til frisk vind til kuling fra sydøst og øst i løbet af tirsdagen. Tirsdag aften vil vinden tage til:
- I aften bliver det på strækningen fra Sisimiut til Paamiut skyet til overskyet med mere udbredt sne og snefygning, og her tiltager vinden op til hård- eller stormende kuling fra sydøst og øst med vindstød op til stormstyrke, lyder vejrudsigten fra DMI.
Onsdag morgen siger vejrudsigten, at stormen for alvor rammer med vindstød af orkanstyrke og en middelvind på 30 m/sek i Nuuk.