Politi og retsvæsen: Folketingets retsudvalg besøger Grønland

Fra mandag den 28. august frem til lørdag den 2. september besøger folketingets retsudvalg Grønland. Udvalget skal besøge anstalter, retter og politistationer flere steder i landet.

Retsudvalget skal blandt andet besøge byen Kangaatsiaq der ikke har egen politistation.
Offentliggjort

Ni ud af 29 medlemmer af Folketingets retsudvalg er i Grønland fra mandag til lørdag. Både Aki-Matilda Høegh-Dam (S) og Aaja Chemnitz (IA) er medlemmer af Folketingets retsudvalg, men kun Aaja Chemnitz deltager i besøget.

De skal besøge Nuuk, Aasiaat, Kangaatsiaq, Akunnaaq og Kangerlussuaq.

I rejseprogrammet oplyses det at formålet med studieturen er at indhente viden om justitsområdet i Grønland generelt og få indsigt i de forhold, der er særligt kendetegnende ved justitsområdet i Grønland, herunder samspillet mellem de forskellige aktører på justitsområdet.

Følgende deltager i besøget:

  • Steffen Larsen (LA) (Formand)
  • Bjørn Brandenborg (S),
  • Betina Kastbjerg (DD),
  • Peter Skaarup (DD)
  • Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)
  • Aaja Chemnitz (IA)
  • Anna Falkenberg (SP)
  • Rosa Lund (EL)
  • Zenia Stampe (RV)
  • Laura Purup, udvalgssekretær
  • Ketty Gammelgaard, udvalgssekretær

Skal besøge anstalter, retter og politistationer

Udvalget har således planlagt at besøge anstalter, retter og politistationer samt at mødes med politikere og repræsentanter fra relevante myndigheder og interesseorganisationer i Nuuk, Aasiaat, Kangaatsiaq, Akunnaaq og Kangerlussuaq.

Aaja vil fremme politibetjente med grønlandsk baggrund

Aktuelt venter folketingsmedlem Aaja Chemnitz på svar til sit spørgsmål om hvordan det kan sikres at der kommer flere politibetjente med grønlandsk baggrund.

Hun argumenterer at andelen af politibetjente med grønlandsk baggrund er dalende, mens andelen af assisterende politibetjente fra Danmark er stigende.

Dertil vil Aaja gerne have svar på om ministeren gør sig overvejelser om, hvordan det kan sikres, at flere med grønlandsk baggrund uddannes, fastansættes og fastholdes i Grønlands Politi.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) modtog spørgsmålet den 24. august.

Powered by Labrador CMS