FORÅRSSAMLING
Afskaffelse af obligatorisk pensionsopsparing nedstemmes
Under valgkampen 2025 lovede flere partier ændringer eller helt afskaffelse af den obligatoriske pensionsopsparing. De stemte dog alle imod et forslag fra Naleraq om netop det.
Formanden for Naleraq, Pele Broberg, havde foreslået at afskaffe den obligatoriske pensionsordning. De andre partier i Inatsisartut stemte for en forkastelse af forslaget.
Foto: Oscar Scott Carl
Onsdag 15. april har Inatsisartut 2. behandlet et forslag om at
afskaffe den obligatoriske pensionsordning, som var foreslået af formanden for Naleraq, Pele Broberg.
”En vedtagelse af beslutningsforslaget vil kræve at
Naalakkersuisut fremsætter lovforslag til at ophæve loven om obligatorisk
pensionsopsparing, med det formål at der ikke længere er en tvangsopsparing,
med udelukkende en frivillig ordning,” skriver Pele Broberg i beslutningsforslaget.
Den nye naalakkersuisoq for finanser, Aqqaluaq B. Egede
(IA), gik på talerstolen som den første og fremkom med et forkastelsesforslag
på vegne af Naalakkersuisut.
Inatsisartutlov om obligatorisk pensionsordning
Den obligatoriske pensionsordning indebærer, at alle personer over 18 år, som er fuldt skattepligtige i Grønland, skal indbetale til en pensionsordning indtil sin pensionsalder.
Det skal være minimum 10 procent af personens samlede A- og B-indkomst på et år.
Hvis man tjener under 150.000 kroner om året, er procenten mindre.
Jens Napãtôk (N) beskyldte de andre partier for at løbe fra
deres valgløfter og slog fast, at vælgerne kan regne 110 procent med Naleraq.
- I kan jo sagtens huske, er jeg sikker på, hvad andre
partier har kritiseret tidligere regeringer for eller lovet under deres
valgløfter, at de vil lave en stor ændring, men hvad gør de i dag, når de endelig
sidder i Naalakkersuisut? Hvad gør de i dag, når de sidder i koalition med
forskellige partiet? De løber fra deres valgløfter, sagde han afslutningsvis fra talerstolen.
I alt stemte 16 medlemmer af Inatsisartut imod forslaget.
Otte – altså alle medlemmer af Naleraq i Inatsisartut – stemte for. Dermed er
forslaget forkastet.
Naalakkersuisut vil have ændringer af ordningen
Den obligatoriske pensionsordning, som blev vedtaget i 2016,
har længe været udskældt, og under valgkampen i 2025 var de fleste partierne
ellers enige om at ændre den. Atassut, Demokraatit og Naleraq ønskede en
ophævelse af loven, mens IA ville have ændringer, og Siumut ville have løbende
revision af ordningen.
Og da Demokraatit, IA, Siumut og Atassut i marts sidste år
indgik en bred koalition var det med aftale om et forlig om en pensionsreform,
hvortil en evaluering af den obligatoriske pensionsordning også indgår.
Derfor er debatten af ordningen heller ikke slut for denne
samling. I maj skal partierne igen behandle et forslag om obligatorisk
pensionsopsparing. Denne gang er det fremsat af Naalakkersuisut, og indebærer
ændringer af ordningen.
Naalakkersuisut vil afvente resultatet af ekspertgruppens
arbejde, inden der træffes mere vidtgående beslutninger på pensionsområdet om blandt
andet den obligatoriske pensionsordning. Naalakkersuisut har dog besluttet, at
der allerede nu er behov for at foretage nogle justeringer af den obligatoriske
pensionsordning.
Naalakkersuisut foreslår en indskrænkning af tjenestemænds
opsparingsforpligtelse og midlertidig ophævelse af opkrævning via skattekort og
skattebillet.
Naalakkersuisuts forslag skal 2. behandles 5. maj og 3.
behandles 15. maj.