Siorarsiorfik

Per Berthelsen ude af Siumut

Per Berthelsen er rasende på partikammeraterne i Kommuneqarfik Sermersooq, fordi de har meldt borgmesteren til tilsynsrådet. Han har meldt sig ud af partiet med øjeblikkelig virkning.

Offentliggjort

Et åbent brev til tilsynsrådet får Per Berthelsen til at distancere sig fra sine nu tidligere partikammerater i Siumut.

Det er Ane Egede Mathæussen og Peter Davidsen, der opfordrer tilsynsrådet til at undersøge, om borgmester Asii Chemnitz Narup (IA) har givet misvisende oplysninger om Siorarsiorfik-projektet.

I en kommentar til artiklen her på siden gør Per Berthelsen det klart, at han ikke har kendt til det åbne brev.

LÆS: Anklage: Nuuk-borgmester førte alle bag lyset

Han beskylder partikammeraterne for at gå bag hans ryg med dette brev, hvilket han er fortørnet over, især fordi han siger, at han var med til at forhandle aftalen om Siorarsiorfik-projektet på plads.

- Jeg var for en stor del ordførende og var den, der stillede en masse kritiske spørgsmål, før vi efter flere gruppemøder talte varmt for projektet og gav vores fulde støtte til dette, skriver Per Berthelsen i sin kommentar til artiklen.

Per Berthelsen har tidligere meddelt at, at han vil trække sig ud af politik ummiddelbart før kommunalvalget, men nu melder han sig ud af partiet med øjeblikkelig virkning

- Den form for utroværdighed, vil og kan jeg ikke leve med og melder mig hermed ud af Siumut partiet dags dato, altså uden at vente til den 31. marts.

Han fastslår, at det var en enig kommunalbestyrelse, der stemte for projektet. Nu beskylder han Siumut for at have vendt på en tallerken.

- Jeg er fortørnet over, at der tages skridt af medlemmer, der ikke havde mine stemmetal, UDEN - gentager UDEN mit vidende, til at lege vendekåber (som tilfældigt rimer med -tåber) og sætte et projekt, som jeg "pantsatte" min personlige integritet på, til skue på en ualmindelig ubehagelig måde.

Hele Per Berthelsens kommentar kan læse under artiklen Anklage: Nuuk-borgmester førte alle bag lyset.

Powered by Labrador CMS