Område ved Amalienborg afspærret
Politiet har spærret af ved slotspladsen ved Amalienborg i København. En pakke skal undersøges.
Det Gule Palæ ved Amalienborg har modtaget en mistænkelig pakke, som skal undersøges.
Derfor har Københavns Politi afspærret et område. Det fortæller politiets vagtchef Henrik Stormer.
- Jeg kan bekræfte, at der er spærret af på Slotspladsen, siger han.
- Der er modtaget en mistænkelig pakke.
Politiet fik anmeldelsen klokken 08.54, og det har tilkaldt Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste (EOD).
Bomberydderne er mandag morgen gået i gang med at undersøge pakken. På stedet kan man se, at EOD har taget to fjernstyrede robotter - der populært kaldes Rullemarie - i brug.
Det Gule Palæ, der ligger i Amaliegade, danner rammen om Hofmarskallatet, Kabinetssekretariatet og Ordenskapitlet, der betjener dronning Margrethe og håndterer hoffets daglige administration.
Kongehusets kommunikationsafdeling har ikke nogen kommentarer, men henviser i stedet til Københavns Politi.
/ritzau/