Lammeslagtninger

Nyt slagteriudstyr: Fuld fart

Neqi regner med at slagte omkring 24.000 dyr, heraf cirka 1.500 får, inden den 1. november

Der er fuld gang i Neqis nye slagteriudstyr
Offentliggjort

Mandag morgen startede lammeslagtningerne i Narsaq - denne gang på et helt nyt slagteri.

På grund af indkøringsvanskeligheder med det nye slagteriudstyr blev man dog nødt til at stoppe igen sidst på formiddagen og sende arbejderne hjem, mens de irske montører løste problemerne.

Tirsdag gik slagteriet så i gang igen, og det ser ud til at fungere nu.

I første omgang bliver slagtningerne ikke udført hurtigere på grund af, at slagteriarbejderne skal vænne sig til det nye maskineri, og fordi der nok må påregnes nogle indkøringsproblemer hen ad vejen.

Men forholdene er blevet mere tidssvarende, og maskineriet tager også ergonomiske hensyn til arbejderne, så de ikke bliver overbelastet med tunge løft.

25 til 30 varige arbejdspladser
Neqi regner med at slagte omkring 24.000 dyr, heraf cirka 1.500 får, inden den 1. november. Og man forventer også at skulle slagte fem eller seks stykker kødkvæg.

Til dette arbejde er der ansat omkring 90 mand i slagteriet og udskæringsafdelingen. Derudover tre veterinærer (dyrlæger).

Af de slagteri-voksenlærlinge, der blev udlært sidste år, er der et frafald på to mand, og det kun på grund af, at de har fået andet arbejde inden for faget.

Da fabrikken vil satse på forædling og færdigretter uden for selve slagtesæsonen, kan der påregnes mindst 25 til 30 varige arbejdspladser i årene fremover.

Powered by Labrador CMS