Nyt drab på Færøerne

Mand med kniv i brystet fundet midt i Thorshavn

Endnu en mystisk mordsag på Færøerne. Fredag eftermiddag blev en 49-årig mand fundet død midt i byen.
Offentliggjort

Mens det færøske politi er i gang med efterforskningen af et forsvundet lig, er der nu dukket endnu et lig op. Denne gang midt i Thorshavn foran byens rådhus. Det oplyser bt.dk.

Politiet i Thorshavn blev sent fredag eftermiddag ringet op om, at der var fundet en død mand på en græsplæne ved siden af en statue lige foran byens rådhus.

- Det drejede sig om en 49-årig færing. Vi fandt ham med en kniv siddende midt i brystkassen, fortæller Berleif Bremvik, efterforskningsleder hos politiet på Færøerne til bt.dk.

Kort forinden var manden blevet set forlade sit hus midt i byen. Politiet ved endnu ikke, om der har været tale om en forbrydelse.

- Det kan ligeså godt være selvmord, siger Berleif Bremvik til bt.dk. Han oplyser til avisen, at der bliver foretaget ligsyn lørdag, hvorefter politiet vil vide meget mere om, hvad der er sket.

Det er den anden drabssag i denne måned på Færøerne. Politiet på Færøerne havde ikke haft en drabssag i 23 år, da en 42-årig familiefar 5. november forsvandt sporløst fra sit hjem.

Berleif Bremvik mener i følge BT ikke, at de to drabssager har noget med hinanden at gøre.

Læs mere HER

Powered by Labrador CMS