Stille demonstration på tre-årsdagen for Manuminas død
Far til den seks-årige pige, som mistede livet for tre år siden, føler ikke, at de ansvarlige er blevet stillet til ansvar. Derfor demonstrerede han i dag.
Manuminas forældre ved dagens demonstration ved Inatsisartut.Foto: Oscar Scott Carl
Hanna HviidHannaHviidJournalist
Offentliggjort
I dag er det præcis tre år siden, at 6-årige Manumina mistede livet på Dronning Ingrids Hospital efter en operation, hvor hendes polypper i hals og næse blev fjernet.
Trods et længere forløb med en klagesag, en politianmeldelse og en undersøgelse i sundhedsvæsenets disciplinærnævn føler Manuminas far, Frederik Olsen, ikke, at de ansvarlige er blevet stillet til ansvar.
Derfor har han i dag afholdt en stille demonstration foran Inatsisartut.
- Da vi ikke oplever nogen ordentlig reaktion fra Inatsisartut på det, der er sket med os, og da vi som borgere ikke føler os beskyttet af dem, samtidig med at politiet ikke har sørget for, at de ansvarlige er blevet straffet, vil jeg i protest stå foran Inatsisartut med et tydeligt skilt og i stilhed, skriver Frederik Olsen til pressen.
Skilte ved demonstrationen på tre-årsdagen for dødsfaldet.
Kritik men ingen sanktioner
Manuminas dødsfald er noteret som hjertestop efter blodtab. Op til dødsfaldet den 3. juni 2023 mangler der notater i Manumina Olsens journal, til trods for at familien har kontaktet skadestuen på grund af blodigt opkast.
Siden er sagen om behandlingen, kommunikationen mellem sundhedsvæsenet og forældre til pigen og journalførelsen blevet undersøgt og afgjort i sundhedsvæsenets disciplinærnævn.
I afgørelsen får to sundhedsfaglige ansatte i Dronning Ingrids Hospital kritik for irrelevant journalføring, manglende journalføring, samt delvis manglende behandling af Manumina Olsen efter operationen. Dog har det ifølge Frederik Olsen ikke ført til nogen sanktioner.
Familien meldte også sagen til politiet. Grønlands Politi lukkede efterforskningen efter disciplinærsagen havde afgjort sagen og pålagt kritik til sundhedspersonalet.
Til demonstrationen var mange mødt op for at stå sammen med Frederik Olsen i protest af manglende handling efter Manuminas død.