Ny Naalakkersuisoq om lufthavne og Kuannersuit: Vi arbejder på det

Den nye naalakkersuisoq for Infrastruktur og Råstoffer skal træde varsomt, når der tales lufthavne og Kuannersuit, men der arbejdes på højtryk for at blive klar med udmeldinger på de kontroversielle områder, oplyser Naaja Nathanielsen.

Offentliggjort

Den nye Naalakkersuisoq for Råstoffer, infrastruktur, boliger, ligestilling, er kommet på hårdt arbejde fra dag ét. Hun sidder nemlig på flere områder, som har været debatteret heftigt både blandt politikere og befolkning de senere år, og som skiller vandene.

Naaja Nathanielsen kan ikke løfte sløret for de konkrete planer om håndteringen af mineprojektet ved Kuannersuit, men hun understreger valgløftet om, at projektet stoppes med IA ved roret gælder endnu.

- Vi står ved de udmeldinger, der har været i valgkampen. Vi vil ikke have, der bliver udvundet uran ved Kuannersuit, siger Naaja Nathanielsen til Sermitsiaq.AG.

Hun understreger, at projektet skal stoppes, fordi det omfatter uran. Ikke af andre årsager.

-Vi skal finde en løsning, der kan vare ved. En ting er at tale nultolerance for uran, som jeg tror, der er folkelige opbakning til. Noget andet er, at vi skal gøre det klart for investorer, at vi meget gerne vil have minedrift her i landet, men vi har en politisk holdning og befolkningsmodstand, mod uran.

Lufthavnene skal frem i lyset

I forhold til det meget omdiskuterede lufthavnsprojekter, så er første skridt at få belyst økonomien, der den senere tid har været genstand for spekulationer.

- Vi skal have oplysninger om økonomien og de forventede budgetoverskridelser lagt frem for Inatsisartut og befolkningen, siger Naaja Nathanielsen.

Da lufthavnspakken i sin tid blev debatteret i Inatsisartut foreslog IA at lufthavnene skulle bygges forskudt af hinanden for at undgå overophedning af byggebranchen. Naaja Nathanielsen påpeger at IA fik ret i sin bekymring og mener, at der bør kigges på følgerne.

-Vi er nødt til at være åbne om konsekvenserne af det valg, der blev truffet. For eksempel hvilke andre ting, der ikke er råd til fordi der er opstået en overophedning af byggebranchen der medfører, at vi over hele linjen får mindre byggeri for de samme penge, siger hun.

Powered by Labrador CMS