Ny lydløs flyvemaskine kom i luften
Den nye flyvemaskinen har ingen turbiner eller propeller og bliver kaldt for et teknologisk gennembrud.
For over 100 år siden løftede en motordrevet flyvemaskine sig fra jorden for allerførste gang i verdenshistorien.
Det var en lille prototype, der havde til formål at teste ideen om, at sådan en maskine virkelig kunne holde sig i luften - og se bare, hvad der er sket siden.
Nu er det lykkedes forskere at få en tilsvarende lille, men alligevel meget anderledes fly-prototype til at forblive luftbåren ved hjælp af såkaldt elektro-aerodynamisk fremdrift (EAD). Det skriver Videnskab.dk.
Der er tale om en fuldstændig lydløs flyvemaskine, som hverken har en motor, turbine eller propel. I stedet er den udstyret med et helt særligt batteri, der holder flyet i luften.
Betydelige forskelle
- Det er ret spændende! Jeg kan huske, at da jeg begyndte projektet for 9 år siden, sagde min kollega, at der kun var 1 procent chance for, at det ville lykkes. Så terningerne må være landet rigtigt, siger lektor ved Afdeling for Aeronautik og Astronautik på Massachusetts Institute of Technology Steven Barrett til Videnskab.dk.
Selvom miniature-flyveren er udstyret med to vinger og på mange måder ligner et almindeligt fly, omend den er mindre, er der et par betydelige forskelle:
- Flyet har ingen turbiner og ingen propeller. Normalt ville du have en propel eller en turbine til at sikre flyvemaskinens fremdrift, men her bruger vi udelukkende elektricitet, siger Steven Barrett.
Fraværet af en roterende propel og turbine betyder, at der ikke er dele, der bevæger sig på flyet, imens det er i luften.
Fordi der ikke er nogle mekaniske dele, der bevæger sig, larmer flyet meget lidt, fortæller sektionsleder ved Institut for Vindenergi på DTU Flemming Rasmussen, som har vurderet studiet for Videnskab.dk
Ingen fossile brændsler
Til forskel fra et almindeligt passagerfly anvender mini-flyveren ikke fossile brændsler.
At en flyver som denne kan holde sig i luften, er lidt af et eksempel på grundforskning, derfor er der ikke udsigt til, at denne slags fly bliver udbredt med det samme.
Flemming Rasmussen kalder studiet et teknologisk gennembrud. Indtil nu har forskere ikke brugt elektro-aerodynamisk fremdrift (EAD-fremdrift), da det hidtil ikke har kunnet holde en flyver på vingerne.
EAD-fremdrift skabes af høj spænding ved hjælp af elektrisk energi, som får flyet til at bevæge sig.
Flyets batterier er såkaldte solid-state batterier. Det er stadig en ny teknologi, der endnu ikke er udviklet, men ifølge teknisk konsulent i Transport og Elektriske Systemer ved Teknologisk Institut Bjarne Johnsen er der stort udviklingspotentiale i batterierne.
Batterier
Ifølge Bjarne Johnsen så er solid—state batterier smarte fordi, de kan indeholde mere energi per vægtenhed end et almindeligt lithium-ion-batteri. Det betyder, at hvis et almindeligt lithium-ion-batteri i dag vejer 100 kilo og har en given kapacitet, vil ingeniører med et solid state-batteri kunne fordoble kapaciteten ved samme vægt. For en elbil betyder det, at man i princippet vil kunne køre dobbelt så langt med et solid-state batteri med en given vægt.