Ny chef til fiskerikontrollen er fundet
Claus Nielsen er blevet ansat som fiskerilicensinspektør hos Grønlands Fiskerilicenskontrol, GFLK. Claus Nielsen kommer fra en stilling i Royal Greenland.
Departementet for Fiskeri og Fangst har fundet en afløser for Michael D. Pedersen, der sidste efterår forlod stillingen som fiskerilicensinspektør.
Ansættelsesudvalget har valgt Claus Nielsen, og han ansættes som chef i GFLK fra den 4. april 2023, oplyser Selvstyret i en pressemeddelelse.
GFLK har det seneste år været i modvind hos branchen på grund af en ny bekendtgørelse om kontrol med fiskeriet og konfiskation af fangst, der er blevet kasseret, så der bliver nok at se til for den nye inspektør.
God ledelseserfaring
Claus Nielsen er uddannet ved Qaqortoq handelsskole med økonomi og administrationslinjen i EVU-uddannelsen, og han kommer fra en stilling som udviklingskonsulent i Royal Greenland.
Han har også været erhvervschef i Qaqortoq kommune og generalsekretær i Grønlands Idrætsforbund, og ansættelsesudvalget har særlig lagt vægt på Claus Nielsens kompetencer inden for ledelse:
- Han har bred erfaring med ledelse, koordinering, projekt, forhandlingsledelse, og god forståelse for økonomi og budgetstyring.
- Hans erfaring med ledelse er spændende. Jeg håber hans bredde erfaring kan få positiv virkning i hans nye stilling. Hans kerneområde er at navigere personalet i den rigtige og positive retning, siger Jørgen Isak Olsen, departementschef i Departementet for Fiskeri og Fangst.
Der er omkring 50 ansatte hos GFLK. Organisationens primære formål er at sikre, at fiskeri- og fangstlovgivning overholdes her i landet.