Nuuk får besøgscenter til 120 millioner kr.
En blanding af midler fra olieselskaber, Royal Arctic Line, private virksomheder, Selvstyret og Kommuneqarfik Sermersooq skal virkeliggøre drømmen om et besøgscenter i Nuuk.
Aqqalu Jerimiassen, naalakkersuisoq for Erhverv og Energi, gav i dag på et pressemøde en status på den turismestrategi for Grønland, der skal skabe nye indtægter for landet.
Det blev afsløret, at et besøgscenter i Nuuk er tæt på at blive realiseret. Anlægsudgifterne løber op i 120 millioner kroner og finansieringen er tæt på at være på plads.
Finansieringen
Selvstyret bidrager med 15 millioner kroner, kommunen med otte millioner kroner, mens private virksomheder – blandt andet inden for olieindustrien – bidrager med 40 millioner kroner, mens de resterende 57 millioner kroner er værdien af de bygninger, som Royal Arctic Line ventes at forære, når bestyrelsen har færdigbehandlet sagen endeligt, hvilket forventes at ske i november.
Bygningerne på den gamle containerhavn i Nuuk er blevet overflødige for RAL, der er flyttet over på den nye havn. Besøgscenteret vil dermed ligge i umiddelbar nærhed af havnekajen, hvor de store krydstogtsskibe anløber.
Samfundsgevinsten
Aqqalu Jerimiassen oplyste, at turismesektoren sidste år skabte en samfundsøkonomisk omsætning på 340 millioner kroner via de penge udenlandske turister kommer med. Den udenlandske turisme er beregnet til at skabe 620 job direkte eller som afledte beskæftigelsesvirkninger.
I næste uge bliver Grønland markedsført på to store turistmesser i Kina i byerne Beijing og Guangzhou.
- Da jeg alligevel er i Kina i forbindelse med et energiseminar om vedvarende energi, var det naturligt at deltage og sætte Grønland på dagsordenen ved disse turismeevents, oplyste Aqqalu Jerimiassen, der får følgeskab af Visit Greenland og Air Greenland.
Den endelige turismestrategi ventes at blive præsenteret sommeren 2019.