Nu svarer julemanden igen
Godt nyt for børn i hele verden: Julemanden lover i år at svare på samtlige breve
Når børn eller barnlige sjæle fra hele verden i år sender et brev til julemanden i Grønland, er der så godt som garanti for et svar.
De breve bliver nemlig sendt direkte til Destination Avannaa, der har overtaget opgaven som officiel julemand efter Nuuk Tourism gik konkurs i fjor.
Og hos julemandens nye hjemkommune, som har ansvaret for Destination Avannaa, er ambitionen klar, skriver knr.gl:
- Vi har en ambition om, at samtlige breve til Julemanden bliver besvaret i år, siger Lars Lennert-Sandgreen, der er direktør for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsområdet og dermed fagchef for julemanden i Qaasuitsup Kommunia til knr.gl.
Stort ansvar
Han understreger, at man allerede nu – i dag onsdag er der præcis to måneder til juleaften – har modtaget en del post.
- Det er et stort ansvar at have julemanden. Vi har som sidste år søgt midler hos selvstyret, som vi vil bruge til at have hjælpere til besvarelse af brevene. Julen nærmer sig med hastige skridt. Vi skal derfor snart i gang med at besvare breve, så ingen bliver skuffet, siger Lars Lennert-Sandgreen videre til knr.gl.
Ifølge KNR er julemandens postkasse også ankommet til Ilulissat fra Nuuk. Den skal nu restaureres og bliver inden længe placeret et sted mellem byen og lufthavnen.