Nu kan man få dansk coronapas
Endelig er det blevet muligt at få den danske udgave af coronapasset helt automatisk via Sullissivik. Coronapasset gælder i Danmark og resten af Europa.
Fremover skal man blot gå ind på Sullissivik og anmode om et coronapas. Derefter vil Coronasekretariatet indtaste dine vaccinationsoplysninger i den danske database, og efter maksimum 10 arbejdsdage kan du hente dit Coronapas på www.sundhed.dk eller via Coronapas app’en. Det oplyser Selvstyret i en pressemeddelelse onsdag.
- Det har været et stort ønske fra Naalakkersuisuts side, at vores vaccinerede borgere får de samme muligheder som vaccinerede borgere i Danmark. Derfor er jeg glad for, at det endelig er lykkedes at finde en løsning, der gør det muligt for personer, der er vaccineret herhjemme, at benytte Coronapasset, siger Naalakkersuisoq for Sundhed, Kiista Fencker (N).
Coronapasset er primært rettet mod rejsende fra Grønland, der vil til Danmark eller Europa, som har behov for at kunne dokumentere, at de er Covid-19 vaccineret. Coronapas er ikke påkrævet i Grønland.
Et dansk Coronapas giver fri adgang til restauranter, koncerter, idrætsfaciliteter og meget mere i hele Europa. I nogle lande skal du fremvise et Coronapas ved indrejse til landet. Derfor har det længe været efterspurgt i Grønland.
Coronapasset skal kun bruges udenfor Grønland
For at give rejsende borgere hurtigere adgang til Coronapasset opfordrer vi til, at det kun er rejsende ud af Grønland, der anmoder om Coronapasset og kun påersoner der har fået begge stik.
Der er ikke krav om coronapas i Grønland.
Borgere der har allerede har fået en vaccinationsattest skal også anmode om et coronapas på Sullissivik.
Coronapasset erstatter den vaccinationsattest, som hidtil har været udstedt til e-Boks.