Norsaq er tilbage på vingerne efter skade
Air Greenlands atlantfly Norsaq fløj onsdag til København og er i dag tilbage i drift med passagerer, efter at flyet fik en skade på den ene vinge i sidste uge.
Air Greenlands atlantfly Norsaq blev i sidste uge påkørt af en såkaldt trappevogn, der skar sig ind i flyets ene vinge, mens flyet var parkeret i Kangerlussuaq.
Flyet var pakket med passagerer og fragt, men måtte altså blive på jorden.
Nu melder Air Greenland, at Norsaq er tilbage på vingerne, efter en succesfuld reparation.
- At flyet lettede med kurs mod København i går, skyldtes en flot indsats fra alle der var involverede i løfte opgaven, siger Air Greenlands tekniske chef for atlantflyet, Henrik Keil, ifølge Air Greenlands hjemmeside.
Reservedel fra Miami
Air Greenland oplyser, at det har været svært at skaffe reservedele efter coronapandemien, men at det ad omveje lykkedes at finde de ror, som Norsaq havde brug for i Miami, USA:
- Tirsdagen søgte vi markedspladserne for reservedele i Europa uden held, så næste dag henvendte os til vores kontakter for at bede om hjælp. Det førte os til en kontakt i Miami, Florida i USA, som vi ikke har handlet med før, så inden vi kunne komme videre i processen, måtte vi først få sikret at deres certifikater var ok.
- Da disse var godkendt, gik der tid med at lægge ordren og klargjort pengeoverførslen inden vi kunne gå i gang med næste skridt, fortæller Henrik Keil.
Udstyr fra US Airforce
Da reservedelene fyldte to store kasser af 4,5 meters længde, besluttede Air Greenland at indleje et fragtfly for at få fløjet delene til Kangerlussuaq. Her lykkedes det med udstyr fra US Airforce at udskifte reservedelen.
- Mandag ankom teknikere fra SAS, som indtil i dag har hjulpet os med at få gennemført reparationen, som indebar at få fastgjort rorene på vingen. Det har været en spændende opgave, og de har haft travlt, men har haft tid til at sove om natten, siger Henrik Keil.
Norsaq indgår i torsdagens flyvninger med passagerer. Flyet har 20-års jubilæum den 11. november, hvor man første gang fløj med passagerer i 2002.