Nikki Haley trækker sig fra præsidentvalgkampen i USA

Donald Trumps sidste modstander i kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat trækker sig.

Nikki Haley holdt talen i sin hjemstat, South Carolina.

Nikki Haley opgiver at blive Republikanernes præsidentkandidat og overlader scenen til tidligere præsident Donald Trump.

Det siger hun under en tale i den amerikanske delstat South Carolina dagen efter Super Tuesday.

Talen bliver transmitteret på blandt andet CNN og BBC.

- Tiden er kommet til at suspendere min kampagne, siger Haley.

Udmeldingen fra Nikki Haley kommer, dagen efter at der blev afholdt primærvalg i 15 amerikanske delstater og i territoriet Amerikansk Samoa.

Her vandt USA's tidligere præsident Donald Trump i alle delstater undtagen én. Nikki Haley vandt i delstaten Vermont i det nordøstlige USA.

Selv om hun trækker sig, giver Nikki Haley ikke udtryk for, at hun entydigt støtter Trump som Det Republikanske Partis præsidentkandidat.

- Det er nu op til Donald Trump at gøre sig fortjent til stemmerne fra de vælgere i og uden for vores parti, som ikke stemte på ham, siger Haley.

Hun henviser tilsyneladende til de republikanske og uafhængige vælgere, som i primærvalgene har sat deres kryds ud for hendes navn.

Nikki Haley ønsker Donald Trump tillykke med, at han ender med at blive Republikanernes præsidentkandidat.

- Jeg vil ønske enhver, der måtte blive USA's præsident, held og lykke.

- Vores land er for dyrebart til at lade vores forskelligheder skille os ad, lyder det fra Nikki Haley, som er tidligere guvernør i South Carolina og tidligere FN-ambassadør for USA.

Super Tuesday er den dag i den amerikanske præsidentvalgkamp, hvor der bliver afholdt primærvalg i flest delstater.

Flere delstater havde dog afholdt primærvalg forud for Super Tuesday.

Samlet nåede Nikki Haley at vinde over Trump i to delstater: Vermont og District of Columbia, hvor forbundshovedstaden Washington D.C. ligger.

Under primærvalgene skal der fordeles mandater mellem kandidaterne hos såvel Republikanerne som Demokraterne.

Den endelige nominering - altså udnævnelsen af Republikanernes præsidentkandidat - sker til juli, hvor knap 2500 delegerede mødes til et nationalt konvent i Milwaukee i delstaten Wisconsin.

Her skal de pege på, hvem de ønsker som kandidat.

På Super Tuesday var flere end en tredjedel af de delegerede på spil.

Mens der i nogle delstater var spænding forbundet med Republikanernes primærvalg på Super Tuesday, har Joe Biden, USA's siddende præsident, ikke nogen reelle udfordrere på Demokraternes side.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS