Narsarsuaq kan få en ny identitet: Militærhistorien kan blive til nutid igen

Narsarsuaq har tidligere været hjemsted for en amerikansk militærbase. Nu kan amerikanerne igen få en større tilværelse i bygden. Museumsleder ser både muligheder og udfordringer ved udviklingen.

Parret Ole Guldager og Gitte L. Ottosen driver Narsarsuaq Museum. Museet har ikke længere faste åbningstider, men besøg kan arrangeres ved kontakt.
Offentliggjort

På Narsarsuaqs museum fylder historien om den amerikanske militærbase i 1940'erne og 1950'erne. Men historien er måske ikke kun fortid længere. Med den nye aftale mellem USA, Danmark og Grønland kan Narsarsuaq igen få en markant amerikansk militær tilstedeværelse.

- Identiteten den skifter fra at være sådan en lufthavnsbygd, turistbygd og så over til at blive et mere militært område, fortæller Ole Guldager, som er museumsleder i Narsarsuaq.

En ny amerikansk base kan føre mere aktivitet med sig i Narsarsuaq. Ifølge museumslederen kan der blive behov for entreprenør- og servicevirksomheder, ligesom en øget tilstedeværelse fra Arktisk Kommando kan være med til at udvide lokalsamfundet.

Narsarsuaq kan få flere mennesker og virksomheder end i dag – men samtidig bliver bygden også anderledes, end den har været.

- Så vi ser jo på den måde nok ind i et større Narsarsuaq end i dag, men et anderledes Narsarsuaq i forhold til tidligere, siger Ole Guldager.

Aftalen er underskrevet men stadig bekymringer for lokalsamfundet

Udviklingen giver dog også anledning til bekymring i Narsarsuaq.

Ole Guldager understreger, at man endnu ikke ved, hvor stor den amerikanske base bliver, eller præcis hvordan området kommer til at blive indrettet.

En af bekymringerne handler om, hvor meget plads en eventuel militær tilstedeværelse kommer til at kræve. Hvis der bliver etableret sikkerhedszoner eller forsvarsområder omkring basen, kan det få betydning for de mennesker og private virksomheder, som allerede har deres hverdag og aktiviteter i Narsarsuaq.

For museumslederen er spørgsmålet derfor ikke kun, om amerikanerne kommer til Narsarsuaq, men også hvordan deres tilstedeværelse kommer til at fungere sammen med det eksisterende lokalsamfund.

- Hvis det er sådan, at de ønsker kun at være her selv, amerikanerne, så er det jo selvfølgelig bekymrende for os, der er husejer, og private virksomheder, for så kan vi jo ikke fortsætte vores delværelse her, siger han.

Afventer mere konkrete meldinger

Han peger samtidig på, at det endnu er for tidligt at sige præcis, hvordan udviklingen kommer til at se ud. Derfor afventer man ifølge museumslederen fortsat mere konkrete oplysninger om planerne for basen og bygden i sig selv.

Ole Guldager er desuden blevet beroliget fra politisk hold, hvor formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), har slået fast, at en militærbase i Narsarsuaq ikke må få negative konsekvenser for det samfund, der ligger tæt på basen.

- Vi håber på stedet, at Narsarsuaq kan fortsætte både med amerikanere og med os private samt Arktisk Kommando. Det vil være det ideelle for os, afslutter Ole Guldager

Powered by Labrador CMS