Naleraq vil have fjernet hellefisk afgift nu
Naalakkersuisoq for finanser, Asii Chemnitz Narup, har afvist, at afgiften på hellefisk kan fjernes, før fiskerikommissionens betænkning er afleveret, men nu melder Naleraq, at det bliver et krav fra deres side til finanslovsforhandlingerne, at afgiften fjernes fra 1. januar.
Naleraq vil have fjernet afgiften på hellefisk, sådan som flere partier har lagt op til under valgkampen. Det skal ske med virkning fra 1. januar 2022, og det bliver et krav ved finanslovsforhandlingerne, lyder beskeden.
- Naleraq kæmpede for at fjerne hellefisk afgiften i 2018, og til forhandlingerne lykkedes det os at skære den ned til fire procent fra de tidligere fem. Det blev i samme ombæring lovet, at den gradvis skulle nedjusteres hver år. Men desværre blev det ikke nedjusteret yderligere som lovet, og afgiften er forblevet på de fire procent, påpeger Jens Napaattooq (N) overfor Sermitsiaq.AG.
Kommissionen er klar
Naalakkersuisog Asii Chemnitz Naarup udtalte under præsentationen af finanslovsforslaget, at der ikke kommer noget omfattende igennem på fiskeriområdet, før fiskerikommissionen har afleveret de anbefalinger, de har arbejdet med de seneste år, som skal bruges i arbejdet med en ny fiskerilov.
Men det viser sig nu, at den længe ventede betænkning fra kommissionen er lige på trapperne.
Formanden for kommissionen, Jens Paulsen, oplyser til Sermitsiaq.AG, at betænkningen er færdig, og at der arbejdes på at finde en dato for, hvornår den skal præsenteres for politikerne og offentliggøres.
- Vi forventer at melde ud om offentliggørelsesdato, borgermøder og så videre i begyndelsen af næste uge, siger formanden.
Og Naleraq regner med, at det bliver en formsag at få afgiften fjernet.
- Nu har vi chancen for at rette fejlen og fjerne afgiften helt, hvis alle partier, der gik til valg på det, virkelig ønsker forandring, siger Napaattooq.