Naalakkersuisut vil opgive krav om at betale Sulia-tapit tilbage
Borgerne skal ikke betale Suila-tapit tilbage for 2025, siger naalakkersuisoq for finanser.
Arkivfoto: Morten Okkels
Naalakkersuisut vil nu trække krav om tilbagebetalinger af Sulia-tapit for 2025, oplyser naalakkersuisoq for finanser Aqqaluaq B. Egede i en pressemeddelelse.
– Som borger skal man kunne stole på oplysninger fra det offentlige. Det har ikke været tilfældet her og det beklager vi. Nogle borgere har fået udbetalt for meget uden selv at have gjort noget forkert og det ansvar ligger ikke hos den enkelte borger, siger naalakkersuisoq.
Naalakkersuisut har ansøgt Finans- og Skatteudvalget i Inatsisartut om at eftergive kravene, fordi fejlene skyldes selvstyrets IT-system og ikke borgerne selv.
Beslutningen bliver offentliggjort kort før en planlagt demonstration i Nuuk med krav om klare svar og fair løsninger i sagen.
Ifølge tidligere udmeldinger var 7.521 borgere mødt med et samlet tilbagebetalingskrav på 31,9 millioner kroner i deres reviderede årsopgørelser.
Det er dog foreløbig ikke oplyst, hvilket præcist beløb Naalakkersuisut har ansøgt finansudvalget om.
De borgere, der allerede har tilbagebetalt for meget udbetalt Suila-tapit, vil få deres penge retur, skriver Naalakkersuisut.
– Naalakkersuisut tager sagen meget alvorligt. Vi skal lære af fejlene. Vi kan ikke skrue tiden tilbage, men vi kan tage ansvar og sikre, at borgerne ikke skal betale for de fejl, der er begået i systemet. Det er det vi gør nu, siger Aqqaluaq B. Egede.