INUIT

Den professionelle monsterjæger

Monstrene har fulgt hende siden barndommen. I dag bruger hun dem til at åbne døren til sagn, kultur og sin egen historie.

Maria Kreutzmann står blandt andet bag den fænomenale tegning af Aajumaaq i sin illustrerede håndbog om grønlandske mytevæsner, Bestiarium Groenlandica. Hun er derudover efterkommer af kunstmaleren og forfatteren, Jens Kreutzmann.
Offentliggjort

Hun sidder med bogen i hænderne.

Den er fyldt med små farverige post-its, der stikker ud mellem siderne. Nogle steder er der flere end andre. Hun vender tilbage til den igen og igen.

Hun sidder med bogen i hænderne.

Den er fyldt med små farverige post-its, der stikker ud mellem siderne. Nogle steder er der flere end andre. Hun vender tilbage til den igen og igen.

Bogen er Fortællinger og akvareller af Jens Kreutzmann, hendes forfader. En bog, hun er stolt af at have stående, men også en bog, hun stadig bruger. For det var her, noget begyndte.

I de gamle fortællinger fandt hun et univers af væsener, monstre og historier, som senere skulle føre hende videre til hendes eget arbejde.

Det er ikke den bog, Maria selv har lavet.

Men uden den var hendes Bestiarium Groenlandica måske aldrig blevet til.

For da hun i 2013 sad i London med en bunke grønlandske bøger, havde hun ingen plan om at skrive et bestiarium. Hun var flyttet dertil for at arbejde med det, hun oprindeligt var uddannet til: 3D-computer graphics. Hun lavede reklamer, spil og visual effects.

Men om aftenen læste hun.

Hun læste om myter og fortællinger, hun kendte fra sin barndom. Om ikusik – et sagnmonster - eller om qivittoq - fjeldgængeren. Indtil hun pludselig stødte på noget, hun ikke kendte.

Et væsen.

Maria Kreutzmann har tegnet, siden hun var barn. I dag bruger hun stregerne blandt andet til at bringe mytevæsener til live.
Maria Kreutzmann i sit atelier.

Hun kunne genkende det et eller andet sted fra. Måske havde hun set billedet før. Måske havde hun hørt fortællingen. Men detaljerne var væk. Så begyndte hun at skrive dem ned.

Først i en notesbog. Senere i et Word-dokument.

Hun ville bare huske dem. Hun vidste endnu ikke, at noterne en dag skulle blive til Bestiarium Groenlandica - en illustreret håndbog over grønlandske mytevæsener.

Men det gjorde de.

Og Maria blev, med sine egne ord, professionel monsterjæger.

En forret til kulturen 

Men Maria er ikke kun på jagt efter monstre.

For hende er væsenerne en genvej ind i noget større. En måde at få mennesker til at stoppe op og blive nysgerrige på en kultur og en historie, som ellers kan føles tung at gå ind i.

- Jeg plejer at sige, at grønlandsk mytologi, eller væsenerne fra vores historie, faktisk er en fantastisk forret til hele den menu, der er grønlandsk kultur og historie.

Hun kender selv følelsen af at blive fanget af en fortælling. Derfor bruger hun monstrene som lokkemad.

For når først et menneske er blevet nysgerrig på et væsen, vil hun gerne have det til at blive hængende lidt længere.

Før monsterjægeren, illustratoren og historiefortælleren, var der en skolepige på sin første skoledag. Her ses Maria Kreutzmann ved ASK i Nuuk.

- Jeg prøver lidt at lokke folk i fælden: Nu har du lært om vores væsener, så kan du lige så godt tage resten af vores historie med, fortæller Maria Kreutzmann.

Det gælder også de dele af historien, der er sværere at tale om.

Kolonihistorien. Spiralskandalen. De sociale problemer. Alt det, der kan få folk til at lukke ned, fordi det bliver tungt eller ubehageligt.

Så kan et monster som Sassuma Arnaa - Havets Moder - eller en qivittoq være en anden indgang. Især for børn.

Når Maria fortæller på skoler, oplever hun, hvordan eleverne først bliver optaget af væsenerne. Så begynder spørgsmålene at komme.

Har vi virkelig sådan nogle historier i Grønland? Hvor kommer de fra? Hvorfor fortalte man dem? Hvad betyder de?

Og pludselig handler det ikke længere kun om et monster.

- Det var en øjenåbner for mig at lære om vores kultur, siger Maria.

Maria Kreutzmann fotograferet foran det, hun kalder sit bibliotek med en blanding af arvede bøger fra Jens Kreutzmann og egne bøger.

Menneskekranier og snehuler

Maria Kreutzmann voksede op på Radiofjeldet i Nuuk. Hun husker de stejle bakker og den trehjulede cykel, der gik lidt stærkere, end hun selv havde tænkt sig. Legepladserne. De store sandkasser. Turene ned mod fjorden.

Lige i nærheden lå hendes aataa Jens Kreutzmanns hus.

Det var et lille, skørt hus med bøger, udstoppede dyr og et menneskekranium i stuen.

Maria Kreutzmann

Navn: Maria Bach Kreutzmann

Født: 11. juli 1985 i Nuuk

Opvokset: Nuuk og Danmark

Søskende: To storebrødre, Niklas og Rasmus

Forældre: Ujarak og Gladys

Uddannelse: BA i Computer Graphics fra The Animation Workshop

Kendt for: Bestiarium Groenlandica – en illustreret håndbog over grønlandske mytevæsener

Arbejder med: Illustration, animation, bøger og kulturformidling

Familie: Forlovet og mor til to

Drømmer om: At åbne en boghandel i Nuuk

Titel: Professionel monsterjæger

Fun fact: Maria optræder som figur i tegneseriekunstneren Tillie Waldenes Clementine-trilogi, der foregår i Robert Kirkmans The Walking Dead-univers.

For Maria var det ikke kun (u)hyggeligt. Det var interessant.

- Han havde et menneskekranium stående i sin stue, og de havde på det tidspunkt  åbenhed omkring det, at det engang havde været mennesker, fortæller hun.

Hendes aataa talte åbent om det. Derfor blev det morbide ikke noget, Maria behøvede at være bange for. Det blev noget, hun kunne undersøge. Måske begyndte fascinationen der.

For hun tegnede. Hun tegnede så meget, at hendes mor stadig har mapper med tegninger fra børnehaven og folkeskolen. Prinsesser og ponyer fandt vej ned på papiret, men monstrene fyldte også.

- Jeg har altid elsket monstre, siger hun.

Hun tegnede figurer fra film og tegnefilm. X-Men. Witchblade. Alt det, hun selv var optaget af. Og når hun først satte sig med en blyant, kunne resten af verden forsvinde.

- Man kan koncentrere sig om en ting, og alt det, der larmer, foregår i baghovedet i stedet, siger hun.

Det var også en barndom med fjorden. Med ture ud i naturen, med snehuler og sommerferier i Danmark. Med voksne, der fortalte historier, og med beskeder om ikke at løbe for langt væk i fjeldene. Fordi der var altid noget derude. En ikusik eller en qivittoq. En historie. Noget, man skulle passe på.

Dengang vidste Maria ikke, hvor betydningsfuldt Jens Kreutzmanns arbejde var. Hun vidste ikke, at manden med bøgerne, kraniet og de udstoppede dyr havde været med til at bevare en del af fortælletraditionen. Det fandt hun først ud af senere.

I dag sidder hun selv med bøgerne.

Hun leder efter de væsener, hun ikke fik fortalt om som barn. Hun tegner dem. Finder deres navne. Leder efter deres historier. Pigen på Radiofjeldet tegnede monstre. Den voksne Maria leder efter dem. 

Klassens snakkemaskine

Når hun ikke tegnede, gik hun på skole i ASK, senere i Qorsussuaq og i Danmark. Hun var den udadvendte i klassen.

- Jeg var nok snakkemaskinen, griner hun.

Maria gik i en dansk klasse.

- Det betød desværre også, at jeg ikke er flydende i grønlandsk. Jeg kan lidt, og det er noget, jeg stadig arbejder på, siger hun.

Familien flyttede lidt rundt. Først til Inspektørbakken i Nuuk og senere til Danmark.

- Jeg føler, at jeg havde en god opvækst. Der var selvfølgelig altid lidt lus i skindpelsen, siger hun.

Maria Kreutzmann sammen med sin bedstefar, Jens Kreutzmann, som tidligt blev en del af hendes fascination af fortællinger, bøger og det morbide.

Efter folkeskolen kom efterskole, et år på udveksling i USA og nogle år, hvor livet blev mere rodet.

- USA var nok også lidt noget andet dengang, end det er i dag. Det var mulighedernes land, og det var det, man så i fjernsynet. Jeg var fascineret af amerikansk kultur og alt muligt, så jeg tog af sted, og det var en fantastisk oplevelse.

Hendes forældre blev skilt, da hun var ung, og hendes mor blev syg. Det kom til at fylde meget i hendes liv.

- Jeg havde et par år, hvor jeg flaksede lidt rundt. Det var nogle fjollede år. Jeg var en lidt utilpas teenager og lidt besværlig, husker hun.

Som 18-årig blev Maria sendt til Sydafrika i nogle måneder. Hendes mor havde en bror, som arbejdede der.

- Da jeg kom til Sydafrika, lærte jeg faktisk at stoppe med at have så skide ondt af mig selv, siger hun.

Maria Kreutzmann viser noget af det legetøj, hendes børn leger med.
Maria Kreutzmann

Opholdet blev også et møde med en virkelighed, hun ikke kendte hjemmefra.

- Jeg blev konfronteret med det, jeg ikke vidste på det tidspunkt, men som man kan sige var kolonialismens grimme ansigt, fortæller Maria Kreutzmann.

Mødet med menneskene og kulturen i Sydafrika ændrede noget i hende. Hun begyndte at se sit eget liv på en anden måde.

Det blev et vendepunkt. Ikke fordi hendes egne problemer forsvandt, men fordi hendes blik på dem ændrede sig.

Historierne skal videre

Maria bor i dag i Nuuk med sin forlovede, der er fisker, og parrets to drenge.

Når hun er ude i fjorden med sine børn, kommer historierne også med. Hun fortæller dem om væsenerne. Om at passe på. Om de gamle fortællinger, som hun selv er vokset op med, og som hun nu har brugt årevis på at finde frem igen.

Hendes egne børn har grønlandsk som førstesprog. På det punkt har de allerede noget med sig, som hun selv har måttet kæmpe for at finde tilbage til.

Men historierne kan hun give dem.

- Det kan godt være, jeg giver mine børn meget af det videre, jeg selv er vokset op med.

Der er bøger overalt hjemme hos Maria. På børneværelserne. I soveværelset. I stuen. Selv på badeværelset.

Hun læser for sine børn, når tiden er til det. Og hendes søn hedder Jens Kreutzmann, det samme som hendes bedstefar.

Det er hun stolt af.

Maria sammen med sine to sønner, Anker og Jens.

Hun har fået historierne fra dem, der kom før hende. Hun har samlet dem op, undersøgt dem og skrevet dem ned. Nu fortæller hun dem videre til sine egne børn.

Og så er der den bog.

Fortællinger og akvareller af Jens Kreutzmann, hendes forfader, står stadig blandt bøgerne. Den med de farverige post-its, der stikker ud mellem siderne. Den bog, Maria bliver ved med at vende tilbage til.

Hun åbner den igen.

Måske er det sådan, noget lever videre. Ikke fordi nogen beslutter, at det skal, men fordi nogen bliver ved med at åbne bogen.

Abonnement

For at læse videre skal du være abonnent! Log ind

Sermitsiaq.gl - web artikler

  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Pr. måned kr. 59.00
  • Pr. år kr. 650.00
KØB ABONNEMENT

Kære Læser, Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland. For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset. Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold. Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.

Powered by Labrador CMS