Air Greenland om tidszone: Vores sommerfartplan bliver dårligere
Muligheden for sammedagsforbindelser mellem Grønland og flere destinationer i Europa vil forsvinde, hvis sommertid afskaffes og tidszonen rykkes, fortæller Jacob Nitter Sørensen.
- Det har været afgørende med de her tre timer til Europa for at kunne lave aften- og morgenflyvninger, som har været en kæmpe, kæmpe succes. Og som er med til at udvikle både turisme og erhvervsliv og alt muligt andet, siger Air Greenlands direktør, Jacob Nitter Sørensen.Foto: Oscar Scott Carl
Et af de store argumenter for at flytte tidszonen til UTC-2 i 2023 var erhvervslivet, som ville få én time mere at handle med Europa om dagen.
For Air Greenland har tidszoneskiftet givet nogle særlige muligheder, som de nu risikerer at miste.
- Det har været afgørende med de her tre timer til Europa for at kunne lave aften- og morgenflyvninger, som har været en kæmpe, kæmpe succes. Og som er med til at udvikle både turisme og erhvervsliv og alt muligt andet, siger Air Greenlands direktør, Jacob Nitter Sørensen.
Her henviser han til, at Air Greenland har indført sene afgange fra København, hvor flyet så overnatter i Nuuk og flyver tilbage næste morgen.
Annonce
Men det er kun muligt, fordi flyvninger inden for tre tidszoner betragtes som lokalflyvninger, mens flyvninger over mere end tre tidszoner betragtes som langruteflyvninger. Det påvirker besætningens hviletidsbestemmelser.
Med fire timers tidsforskel skal besætningen hvile i 14 timer, hvis de overnatter i Grønland, og så skal de hvile i tre dage, når de kommer tilbage til København. Med tre timers forskel skal de derimod kun hvile 10 timer i Grønland og 12 timer i Danmark, før de igen må flyve.
Hvis Inatsisartut vedtager Lovudvalgets ændringsforslag, vil det betyde, at vi ikke skifter til sommertid i 2027, og i 2028 i stedet for at skifte til sommertid, rykker tidszonen tilbage til UTC-3. Det vil påvirke tidsforskellen til Danmark, og hvornår solen står op.Kilde: Lovudvalgets ændringsforslag
Rute til Amerika bliver umuliggjort
Air Greenland har længe planlagt, at der med det nye atlantfly skal stationeres en international besætning i Nuuk. Men den mulighed forsvinder, hvis tidszonen ændres.
- Fordi tidsforskellen gør, at de skal have langtidshvile, er det logistisk stort set umuligt at have det, der hedder en crewbase i Nuuk. Derfor vil en rute mod Nordamerika blive besværliggjort, for ikke at sige måske tæt på umuliggjort, siger Jacob Nitter Sørensen.
Flyselskabet har ambitioner om at etablere en rute mod Nordamerika, hvor besætningen i København flyver til Nuuk om aftenen, flyveren overnatter, og så står der en ny besætning klar i Nuuk til at flyve til Nordamerika og tilbage næste dag. Besætningen fra København står så klar til at flyve tilbage til Danmark om aftenen. Men det er kun muligt, hvis ruten mellem Grønland og Danmark er omfattet af hviletidsbestemmelserne for lokalflyvning.
Indtil videre har aften- og morgenflyvningerne gjort det muligt at lave sammedagsforbindelser til og fra forskellige lande i Europa, og Jacob Nitter Sørensen siger, at det er muligt, at de kunder vælger noget andet, hvis de skal planlægge med en overnatning i København – men han er ikke alt for bekymret.
GRØNLANDS TIDSZONER
Grønland er inddelt i tre tidszoner.
Den almindelige tidsstandard, som inkluderer størstedelen af landet, er i tidszone UTC -2.
Pituffik Space Base er i den østamerikanske tidszone UTC -4.
Vejrstationen Danmarkshavn i Nationalparken i Østgrønland er i tidszone UTC +0.
I oktober 2023 skiftede størstedelen af Vest- og Østgrønland tidszone fra UTC -3 til UTC -2.
I marts 2024 skiftede Ittoqqortoormiit også til UTC -2 fra UTC -1.
Med undtagelse af Danmarkshavn og Pituffik Space Base bruger resten af landet sommer- og vintertid.
- Om folk vil holde op med at flyve, eller om de vil blive ved med at flyve i samme omfang, må tiden vise.
- Med den efterspørgsel, der er i øjeblikket, er jeg ikke bange for, at folk holder op med at flyve til Grønland, siger han.
Vil blive ekstremt påvirket af tåge
Hvis Grønland afskaffer sommertid, men EU stadig har sommertid, vil tidsforskellen mellem Grønland og Danmark skifte hvert halve år.
I sommerhalvåret vil Grønland være fem timer bagud i forhold til Danmark og Vesteuropa, og i vinterhalvåret vil det være fire timer.
Mens en skiftevis tidsforskel vil give nogle administrative udfordringer, er det primært den store tidsforskel i sommerhalvåret, der vil være et problem for Air Greenland, fortæller Jacob Nitter Sørensen.
Hvis flyet fortsat skal lette fra København klokken 9 om morgenen dansk tid, vil det med fem timers tidsforskel ankomme til Grønland meget tidligt, hvilket vil gøre sommerfartplanen dårligere, siger Jacob Nitter Sørensen:
- Vi skal meget tidligt op og lægge en meget tidlig fartplan om sommeren, og det vil sige, at vi kommer til at blive ekstremt påvirket af tåge. Så kan man jo selvfølgelig sige, jamen, så skal vi jo starte senere ud af København, men det betyder også, at vi kommer senere til København.
Inatsisartut skal debattere forslagene om tidens bestemmelse på tirsdag 13. oktober. Hvorvidt de vil følge anbefalingen fra Lovudvalget må tiden vise.
Kære Læser,
Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland.
For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset.
Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold.
Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.