Naalakkersuisoq før afgørelse: Misbrug af midler i MIO er uacceptabelt

Institutionen for børns rettigheder, MIO, har anmeldt en tidligere medarbejder til politiet på baggrund af mistanke om underslæb og dokumentfalsk for op mod 3,5 millioner kroner. Naalakkersuisoq reagerer på den sag, der er meldt til politiet.

Naalakkersuisoq aamma MIO
Naalakkersuisoq, Mariane Paviasen Jensen (IA), og børnetalsmand, Stina Sværd.
Offentliggjort

Institutionen for børns rettigheders MIO's anmeldelse til politiet af en tidligere medarbejder for angiveligt at have svindlet for 3,5 millioner kroner får nu naalakkersuisoq for børn og unge til at reagere.

- Det er på ingen måde acceptabelt, at de økonomiske midler, som gennem mange år er blevet anvendt til børnetalsmandens kontors værdifulde arbejde for samfundet, er blevet misbrugt.

- Det er meget beklageligt, når personer, ansat i tillidsbaserede stillinger, har svigtet den offentlige tillid gennem økonomisk misbrug. Naalakkersuisut arbejder nu sammen med MIO og børnetalsmanden for at sikre arbejdsgange, der kan forhindre, at lignende situationer opstår igen, siger Mariane Paviasen Jensen (IA) i en pressemeddelelse.

Hun uddyber ikke, hvad der skal gøres. Sermitsiaq har kontaktet departementet om sagen. Der var dog ikke kommet svar ved artiklens afslutning.

MIO har anmeldt sagen til politiet på baggrund af en mistanke om økonomisk svindel. Det oplyste institutionen tidligere på ugen.

Naalakkersuisoq er dog mere klar i udtrykket. Hun fastslår i sin meddelelse, at der er sket misbrug af midler. Politiet har endnu ikke taget stilling til, om mistanken om økonomisk svindel er tilstrækkeligt underbygget og giver grundlag for behandling ved retten.

Naalakkersuisoq: Talsmanden arbejder godt

Den ansvarlige naalakkersuisoq besøgte MIO fredag. Hun ønsker, at beskyldningerne om økonomisk svindel i institutionen – eller med naalakkersuisoqs egne ord, at der er sket "misbrug" – ikke bliver kædet sammen med talsmandens arbejde.

- Jeg ønsker meget, at børnetalsmandens gode arbejde ikke overskygges af det konstaterede misbrug af midler. Institutionens vigtigste opgave har været, og er fortsat, at holde fokus på og skabe klarhed om, hvorvidt forholdene for børn i Grønland lever op til børns rettigheder. Dette arbejde fortsætter de med, siger Mariane Paviasen Jensen.

Hun vurderer også, at tilliden til institutionen er blevet svækket. Naalakkersuisoq skriver også, at det kan for offentligheden tage tid til at genopbygge tilliden til institutionen.

- Misbrug accepteres aldrig, uanset hvor det finder sted, og det vil heller aldrig blive accepteret fremover, siger Mariane Pavisen Jensen.

Børnetalsmanden gennem ti år, fra 2015 til 2025, Aviâja Egede Lynge, skrev fredag på sin Facebook-side, at hun ikke selv er mistænkt for misbrug af midler.

- Jeg vil oplyse, at det ikke er mig, der er mistænkt for misbrug af midler. Da politiet efterforsker sagen, har jeg ingen yderligere kommentarer, skriver Aviâja Egede Lynge.

Powered by Labrador CMS