IA kræver handling efter mistanke om misbrug af MIO-midler
Inuit Ataqatigiit kalder mistanken om misbrug af offentlige midler hos MIO både trist og bekymrende og mener, at lovgivningen skal styrkes for at forebygge korruption.
Inuit Ataqatigiits Nivi Rosing efterlyser handling på baggrund af sagen om MIO.
Foto: Oscar Scott Carl
Inuit Ataqatigiit reagerer på oplysningerne om mistanke om misbrug af midler og bedrageri hos MIO. Partiet fremhæver, at der er tale om offentlige midler, som er afsat til at beskytte børn, sikre deres rettigheder og sørge for, at deres stemmer bliver hørt i offentlige diskussioner, der vedrører dem.
Ifølge medlem af Inatsisartut, Nivi Rosing, IA, er det problematisk, hvis midler til disse formål er blevet misbrugt.
Sagen i MIO har sendt chokbølger i samfundet, efter det onsdag er kommet frem, at en tidligere medarbejder er blevet anmeldt til politiet for mistanke om misbrug af offentlige midler svarende til 3,5 mio. kr.
- Sagen er blevet anmeldt til politiet, og det er vigtigt, at undersøgelserne foretages, og at der udvises respekt for sagsbehandlingen. Vi er taknemmelige for, at Børnetalsmanden straks har handlet da mistanken opstod, skriver Nivi Rosing i en pressemeddelelse.
Vil have stærkere politisk kontrol
Sagen får samtidig Inuit Ataqatigiit til at sætte spørgsmålstegn ved de nuværende rammer for politisk kontrol med bevillinger af offentlige midler og eventuelt misbrug af dem.
- I den forbindelse finder Inuit Ataqatigiit det som vigtigt, at der er fokus på de manglende rammer om politisk kontrol over bevillinger af offentlige midler samt eventuelle misbrug af disse. Vi skal fastsætte klare rammer for fremadrettet at forhindre, at lignende kan gentage sig, siger Nivi Rosing.
Inuit Ataqatigiit har flere gange fremsat forslag i Inatsisartut om, at Grønland tilslutter sig FN’s konvention om bekæmpelse af korruption. Forslaget blev fremlagt i den forrige valgperiode, men er endnu ikke realiseret. IA har så valgt at genfremsætte samme forslag i forårssamling 2026.
- Sagen kan ikke udskydes yderligere. Inuit Ataqatigiit mener, at man skal justere lovgivningen for at bekæmpe korruption her i landet. Sagen skal straks behandles, siger Nivi Rosing.