Naalakkersuisoq: Boostervaccinen skal fremskyndes

Coronavarianten Omikron er på hastig fremmarch i Danmark, og det er kun et spørgsmål om tid før den slipper ind i landet, mener landslægen. Derfor skal boostervaccinen fremskyndes, så folk kan blive vaccineret før der sker yderligere smittespredning.

Næsten 8000 smittede på et døgn i Danmark og en positiv procent på 4,21. Danmark er gået i boostervaccinations-beredskab og forventer at vaccinere omkring en million mennesker med boostervaccinen den næste uge.

Det er også vejen frem her i landet, fortæller naalakkersuisoq for Sundhed, Kirsten Fencker, til Sermitsiaq.AG

- Vi følger situationen i Danmark tæt, og jeg har på baggrund af udviklingen holdt møde med landslægen her til morgen, hvor vi har drøftet mulighederne for at speede processen op for boostervaccinen.

Vaccination af børn fra fem år og op er fortsat planlagt til at begynde i det nye år.

Pressemøde på onsdag

Det er planen, at der inviteres til pressemøde onsdag med Múte B. Egede, Kirsten Fencker og landslæge Henrik L. Hansen, hvor der vil være information om vaccination og coronasituationen her i landet.

Den sidste udmelding fra naalakkersuisut om boostervaccination var, at den skulle påbegyndes i det nye år for andre end ældre og frontpersonale, som allerede har modtaget tilbuddet.

I øjeblikket er proceduren her i landet at der skal gå seks og en halv måned fra anden vaccine til man kan få boostervaccinen – altså stik nummer tre. I Danmark skal der gå fire og en halv måned.

- Vi skal lægges os på samme niveau som i Danmark og arbejder på at få gang i boostervaccinen for de 40-årige og op så hurtigt som muligt, siger Kirsten Fencker.

Omikron vækker bekymring

Det er den nye Omikronvariant af corona der stammer fra Sydafrika, som har fået alarmklokkerne til at bimle hos landslægen.

- Når Omikron lander i Grønland vil den sprede sig lynhurtigt, som vi også har set i andre lande. Når det sker, så er det svært at vaccinere, ligesom vi har set i Upernavik.

Det er simpelthen ikke forsvarligt at vaccinere, hvis der er for stor smittespredning, da det kan være skadeligt at vaccinere personer, der er smittet med corona.

Statens Serum Institut vurderer, at omikron bliver den dominerende covid-19-variant i Danmark i løbet af denne uge. Samtidig forventes et stigende smittetal på over 10.000 tilfælde om dagen.

Ingen yderligere restriktioner lige nu

Både Kirsten Fencker og Landslægen er overbevist om, at vi kommer til at se de første tilfælde af Omikron her i landet op til jul, med de mange ferierejsende der kommer.

Men der er ingen planer om at indføre yderligere restriktioner for indrejsende eller andet, og de indførte myndighedsflyvninger i Upernavik forlænges ikke, når de udløber i nat.

- Lige nu er vores fokus boostervaccinen og ikke flere restriktioner. Hvis vi skal have flere restriktioner er det noget vi diskuterer med de andre partiformænd og derefter melder ud. Rejser til og fra Upernavik bliver fra i nat som i resten af landet, hvor der har været smittespredning indenfor de sidste 14 dage, siger hun.

Powered by Labrador CMS