Mens mange kulturinstitutioner nægter: Russisk kunst udstilles i Ilulissat

Regimekritiske kunstnere har brug for udstillingsplatforme. Det mener lederen for museerne i Ilulissat, som udstiller værker skabt af en russisk billedkunstner.

Årsprogrammet 2023 for Ilulissat kunstmuseum er dedikeret til Ilulissat-erklæringen fra 2008.

- Hver krig er også en kulturkrig. Det er foruroligende at se, hvilke skader og tab af ukrainsk kulturarv, som er rapporteret i løbet af de seneste måneder. Det er samtidig en fejl at ekskludere russisk kunst fra den internationale kunstscene, siger Andreas Hoffmann.

Lederen for museerne i Ilulissat mener, at det er en forenkling af russisk kunst og kunstnere, hvis man tænker, at alle støtter Ruslands politik.

- Regimekritiske kunstnere har brug for udstillingsplatforme: Først og fremmest i et lavspændingsområde som Arktis, forklarer han og tilføjer, at mange kunstinstitutioner har nægtet at samarbejde med Rusland.

Ilulissat Kunstmuseum har derimod valgt at samarbejde med billedkunstneren Peter Belyi fra Sankt Petersborg i forbindelse med udstillingen ”Romantisk apokalypse”, som åbnede 22. december. Andreas Hoffmann oplyser, at en del af udstillingen er kommet via vanskelige omveje fra Rusland direkte til Ilulissat. Udstillingen varer til slutningen af februar.

15 års jubilæum

Ilulissat Kunstmuseum gør samtidig opmærksom på, at årsprogrammet 2023 er dedikeret til Ilulissat-erklæringen fra 2008, som i år har 15-års jubilæum.

Erklæringen er et dokument, hvor Rusland, USA, Canada, Norge og Danmark/Grønland, som grænser op til Ishavet, lover hinanden at løse uenigheder og konflikter i området i mindelighed og ved hjælp af internationale organer og lovgivninger.

I lyset af dagens nye geopolitiske udfordringer skal seks udstillinger ifølge Andreas Hoffmann i løbet af 2023 sætte spørgsmålstegn ved, men også udråbstegn bag erklæringen:

- Det er ikke kun Ruslands nye voldsomme okkupationstendenser og flere landes oprustning i det arktiske område, som giver anledning til en række spørgsmål. Men også Grønlands ønske om international positionering i modsætning til den værtsrolle i 2008, som skulle synliggøre Danmarks krav på Arktis, siger Andreas Hoffmann.

Powered by Labrador CMS