Medie: Adoptivbørn ønsker erstatning og undskyldning

En gruppe på foreløbig syv personer er ved at få undersøgt muligheden for at rejse en sag mod Danmark for ulovlige adoptioner fra Grønland i tiden før 1979.

(Arkivfoto)
Offentliggjort

Den danske stat kan muligvis se frem til endnu et søgsmål fra forurettede borgere fra Grønland.

Syv personer ønsker nemlig en undskyldning og en erstatning fra Danmark. De mener, at de i sin tid blev bortadopteret fra grønlandske forældre til danske par på et juridisk tvivlsomt grundlag - også set ud fra datidens lovgivning.

Det skriver KNR.

En af de syv er Margrete Johansen, der som spæd i 1951 blev bortadopteret til et dansk par. Hun fik i sin barndom at vide, at hendes mor var død af tuberkulose.

Fandt sin mor i Grønland

Men som 39-årig fandt Margrete Johansen sin mor i Grønland, og moderen havde ikke givet samtykke til bortadoptionen, fortæller hun til KNR.

Gruppen har allieret sig med advokatfirmaet Ehmer Pramming, der er i gang med at undersøge sagen.

Ehmer Pramming har også hjulpet en gruppe af juridisk faderløse, der har stævnet staten med henblik på erstatning.

Statsminister Mette Frederiksen har tidligere undskyldt over de såkaldte eksperimentbørn, der i 50'erne blev sendt til Danmark. Her blev der givet en erstatning på 250.000 kr. til de sidste seks nulevende fra eksperimentet.

Powered by Labrador CMS