Mary på hemmeligt besøg i krisecenter

I anledning af Mary Fondens kampagne mod vold, besøgte Kronprisesse Mary Århus Kvindekrisecenter i går søndag.

Kronprinsesse Mary Fonden støtter gældsplagede voldsramte kvinder. 28.000 kvinder i Danmark skønnes at leve i et fysisk eller psykisk voldeligt forhold. Arkivfoto
Offentliggjort

Kronprinsesse Marys Mary Fonden kommer nu kvinder på vej ud af et voldeligt forhold til undsætning med tilbud om rådgivning ydet af frivillige økonomer fra Nykredit og lokale advokat-firmaer.

I går besøgte hun Århus Kvindekrisecenter i al diskretion, inden hun på et pressemøde hos Nykredit i Århus lancerede en udvidelse af tilbudet, der har fungeret i halvandet år i Mødrehjælpen i København med gode resultater. Det skriver JyllandsPosten.

Ordningen udvides nu til også at gælde de skiftende beboere på kvindekrisecentrene i Århus, Helsingør og Lyngby. Den skal med tiden udbredes til flere af landets kvindekrisecentre.

Ifølge en rapport fra Servicestyrelsen har 30 pct. af de erhvervsaktive voldsramte kvinder oplevet at skulle aflevere deres løn til partneren.

Powered by Labrador CMS