Mand sigtet for drab på 73-årig kvinde
Politiet har tilbageholdt og sigtet en mand for drab i sagen om den 73-årige kvinde, der blev fundet død i sin lejlighed i Sisimiut torsdag.
Grønlands Politi har tilbageholdt og sigtet en formodet gerningsmand i sagen om den 73-årige kvinde, der døde i sin lejlighed i Sisimiut natten til torsdag den 4. marts.
Den mistænkte er en mand i 30’erne, som blev fremstillet i grundlovsforhør for kredsretten i torsdag aften, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
- I drabssager er det afgørende, at vi hurtigst muligt får igangsat en efterforskning, der sikrer bevismateriale, som kan belyse hændelsesforløbet op til drabet, siger vicepolitiinspektør for efterforskningen, Bjørn Bjerregaard.
Politiet i Sisimiut får forstærkninger fra Danmark i form af to tekniske efterforskere og en retsmediciner til at foretage obduktionen grundet sagens alvor, som forventes at ankomme i dag fredag.
- Jeg er tilfreds med, at vi på under 24 timer efter det forventede gerningstidspunkt har sigtet og tilbageholdt en formodet gerningsmand i sagen. Det giver ro til at bearbejde sagen i detaljer, siger vicepolitiinspektøren.
Den sigtede samarbejder med politiet
På baggrund af sagens alvor imødekom kredsretten anklagerens begæring om tilbageholdelse i 27 dage.
Kvinden blev fundet torsdag formiddag den 4. marts og erklæret død kort tid efter. De pårørende blev underrettet samme dag.
Politiet oplyser at den sigtede har været samarbejdsvillig under fremstillingen og at han har accepteret kredsrettens beslutning om tilbageholdelse.