Mand fundet omkommet nær bygd

En mand i 40'erne er fundet afgået ved døden nær Saattut.

Mandag kl. 15.30 modtog Grønlands Politi en ængstelse om en savnet mand i 40'erne. Natten til tirsdag blev manden fundet omkommet.
Offentliggjort

En eftersøgning mandag endte med, at en mand i 40'erne blev fundet afgået ved døden nær bygden Saattut ved Uummannaq.

Det oplyser vagtchef ved Grønlands Politi Jeppe Ansager.

Eftersøgningen af manden begyndte umiddelbart efter, at han var blevet meldt savnet omkring kl. 15.30 mandag eftermiddag.

Der blev søgt efter ham nær bygden, men umiddelbart uden resultat.

Natten til tirsdag kl. 02.57 fik politiet dog melding om, at manden var blevet fundet i vandet og var afgået ved døden.

Vagtchefen fortæller, at de pårørende er underrettet.

Jeppe Ansager fortæller, at politiet her til formiddag er på vej til bygden med en helikopter.

- Vi har ikke nogen oplysninger, der peger på, at der skulle være sket noget kriminelt, men selvfølgelig vil sagen blive efterforsket, siger Jeppe Ansager.

Powered by Labrador CMS