Mand dømt for forsøg på manddrab
En 39-årig mand fra Uummannaq er idømt tre år og seks måneders anstaltsanbringelse for forsøg på manddrab.
En mand fra Uummannaq skal i anstalt i tre og et halvt år for forsøg på manddrab. Det oplyser anklagemyndigheden i en pressemeddelelse. Dermed har Qaasuitsoq Kredsret fulgt anklagemyndighedens påstand i sagen.
Knivstikkeri
Hændelsen fandt sted i december 2020 i Uummannaq.
- Under et drikkelag opstod et skænderi mellem en 54-årig mand og den 39-årige gerningsmand. Skænderiet resulterede i, at den 54-årige mand blev skåret i halsen med en lommekniv, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Qaasuitsup Kredsret har behandlet sagen onsdag i sidste uge, hvor retten fandt gerningsmanden skyldig i at have forsøgt at dræbe den 54-årige mand med knivstik.
Dom modtaget
Både tiltalte og anklagemyndigheden har modtaget dommen. Dommen er derfor endelig.
Anklagemyndigheden er tilfreds med afgørelsen:
- Kredsrettens afgørelse i denne sag er resultatet af et grundigt efterforskningsmæssigt arbejde fra politiet, ligesom der er leveret et godt anklagerarbejde i kredsretten fra den mødende politianklager, siger anklagerfuldmægtig Marutha Thayapharan.
Der er tale om en grov forbrydelse begået med kniv, hvor forurettede har været i livsfare efter overfaldet, vurderer anklagemyndigheden.
Den nu domfældte, der har siddet tilbageholdt siden december sidste år, blev desuden dømt til at betale godtgørelse til den forurettede på 20.000 kr.