Maliina Abelsen kigger nøje på soldaterbilleder på Narsarsuaq Museum: Er du min amerikanske farfar?

Juristen, politikeren og ombudsmanden Emil Abelsen (1943-2005) var en af de grønlandske børn fra årene under 2. Verdenskrig, der havde en amerikansk soldat som far.

Denne særlige gruppe af juridisk faderløse tæller flere hundrede personer, men deres historie er stærkt underbelyst. Efter krigen var den officielle holdning, at det var lykkedes myndighederne at undgå kontakt mellem lokalbefolkningen og amerikanske soldater på baser og vejrstationer. Og uden samkvem, ingen børn. De eksisterede simpelthen ikke, selvom alle i bygden og byen kendte deres eksistens. Men tavshed har en pris.

Emil Abelsen lærte aldrig sin amerikanske far at kende, og skylden og skammen over at være født udenfor ægteskabet satte sine spor i et liv, som udadtil var en succes med høj uddannelse og flere poster i samfundets absolutte top. Han kæmpede med sine dæmoner, og i mange år kastede et alkoholmisbrug en tung skygge over hans tilværelse.

Emil Abelsen ville torsdag 29. juli være fyldt 83 år, og datteren Maliina Abelsen (født 1976) var i Narsarsuaq i sidste uge. Stedet blev grundlagt i 1941 som den amerikanske luftbase Bluie West One, og Narsarsuaq Museum dokumenterer historien, blandt andet gennem mange fotografier på væggene.

– Jeg gik rundt på museet og studerede personerne på billederne. Min far må være undfanget i efteråret 1942, enten i Narsarsuaq eller Qaqortoq. Måske hænger et billede af min farfar på museet, og jeg synes at genkende min fars træk i flere af de amerikanske ansigter, siger Maliina Abelsen til Sermitsiaq.

På sin mobil har hun flere kandidater, fotograferet fra billederne på museet. Emil Abelsen var i 40’erne, da han var bestyrelsesformand for bladhuset Sermitsiaq. Og jo, flere af amerikanerne minder om Emil Abelsen, som vi husker ham på avisen i 1980’erne. 

Tavshed i to generationer

Den grønlandske del af historien begynder i Qaqortoq, hvor Johanne Marie Lea Josefine Abelsen, kaldet Marie, blev født 31. august 1922. Hun havde en opvækst som så mange andre piger på den tid, men 29. juli 1943 føder hun sønnen Emil Abelsen. Faderen var sandsynligvis en amerikansk soldat fra luftbasen i Narsarsuaq, eller måske en canadisk civilperson, som hun må have mødt i efteråret 1942, blot 20 år gammel. 

– Min farmor fortalte aldrig, hvem han var, og hvor hun mødte sit barns far. Min farmor, som jeg lærte at kende som barn, var et livstykke uden lige, men når det kom til mødet med den udenlandske mand, var det lukket land, fortæller Maliina Abelsen.

Marie Abelsen blev aldrig gift, fik ikke andre børn end Emil. Hun arbejdede forskellige steder i årenes løb, blandt andet fire år som kiffaq i begyndelsen af 1950’erne hos den danske Danø- familie i Ivittuut. Hun var elsket af børnene ved kryolit-bruddet, som kaldte hende Bløde Marie for sit milde væsen.

Tavsheden gik i arv til næste generation. Emil Abelsen fortalte aldrig om sin amerikanske far.

– Min far var et blidt menneske, men når vi snakkede om hans forsvundne far, kunne hans øjne blive sorte. Det skulle vi i hvert fald ikke tale om, og min mor sagde på et tidspunkt, at det nok var bedst at lade emnet ligge.

Men det var ikke nemt for et barn.

– Jeg læste Anders And-blade, hvor der optræder en rig onkel fra Amerika. Jeg fantaserede om en rig farfar, men jeg fik at vide af min far, at det ikke var sjovt. Det eneste fra krigens tid, som han kunne joke med, var udtrykket »Gi mi tiggum« (på dansk: Giv mig tyggegummi), som også blev titlen på teatergruppen Silamiuts forestilling om den amerikanske indflydelse i Grønland under 2. verdenskrig. 

– Jeg kan forestille mig, at han i sin barndom har fået at vide, at han med en amerikansk far ikke var rigtig grønlænder. Fordømmelsen af børn efter amerikanere i Grønland kunne måske minde om fordømmelsen af tyskerbørnene i Danmark. Den slags giver ar på sjælen, men min far ønskede ikke at snakke om det. Da jeg selv stillede op i politik, var der også flere, som kommenterede på Facebook, at min far jo ikke var helt grønlænder. Så forstod jeg bedre, hvad han har fået af kommentarer. Man kan godt vælge tavsheden, men så viser dæmonerne sig på anden måde. Min far kæmpede i mange år med et alkoholmisbrug, som også påvirkede hans familie, siger Maliina Abelsen.

Emil Abelsen voksede som så mange andre faderløse ikke op hos sin mor, men hos sin moster Karen og sin mormor Kaluliaraq. Det var en anden tid, også på velfærdsområdet, og der har ikke været meget at rutte med i hans barndom. Imod alle odds fik han en uddannelse, men en omflakkende barndom og ungdom skabte også en rodløshed, som var med til at forme ham som voksen: Folkeskolen i Qaqortoq, realskolen i Nuuk, gymnasiet i Tarm, universitetet i København.

– Jeg ville ønske, at min far ikke have det sorte kapitel, som forfulgte ham gennem hele livet. Han var grundlæggende positiv af natur, og han kunne få alle til at grine. Det blev måske hans redning, siger Maliina Abelsen.

Maleren Hans Berg portrætterede Emil Abelsen i 2007, og maleriet hænger i dag hos Inatsisartuts ombudsmand i den gamle Herrnhut-station i Nuuk.

Ved afsløringen sagde vennen, landstingsformand Jonathan Motzfeldt om maleriet:

– Ved første øjesyn kan det  forekomme temmelig mørkt, men for mig er billedet af Emil samtidig et portræt af en af Qaqortoqs glade drenge, spejderen med den velklingende trompet, min kammerat på ungdommens ture til de sydgrønlandske fåreholdersteder, landsstyremedlemmet der effektivt forestod den nødvendige sanering af vor lands økonomi i slutningen af 80’erne, og endelig Landstingets første ombudsmand.

 Tredje generation bryder tavsheden

Skyld og skam har fulgt de juridisk faderløse, og først i tredje generation Abelsen blev tavsheden brudt.

– Min far ville ikke tale om det, men jeg har altid været ærlig om mit kludetæppe af en familie. Det enkelte barn skal ikke skamme sig over sine forældre, hvem de så end er. Vi vælger ikke selv vore forældre, og de juridisk faderløse har ikke en individuel udfordring, men er en strukturel, samfundsskabt udfordring. Heldigvis har vi i dag en kultur, hvor vi sætter lidt flere ord på vore tabuer. Vi er ikke i mål endnu, men hvis vi skal forliges med fortiden, skal vi turde tale åbent om den, siger Maliina Abelsen.

Hvordan undgår du at sende traumerne videre til fjerde generation?

– Ved altid at møde mine børn med åbenhed. De ved, at når jeg har det anstrengt med et eller andet, så har det en forklaring. Jeg har fortalt mine børn om deres oldefar, den forsvundne amerikanske soldat, og om deres farfar, som havde et alkoholmisbrug. Men jeg har også fortalt dem, at deres farfar var et fantastisk menneske. Han forstod med udgangspunkt i sin egen fortælling, at der ikke var langt fra pladsen foran Brugsen til talerstolen i landstingssalen. Han var aldrig i tvivl om, hvad han kom af, siger Maliina Abelsen.

Mange spørgsmål presser på

Den amerikanske del af historien kender familien ikke.

– Af respekt for min fars konsekvente afvisning lod vi det ligge, indtil han døde i 2005, hvorefter vi tog det op, siger Maliina Abelsen.

Hun har nysgerrigt kigget på billederne af amerikanske soldater på museet i Narsarsuaq, men måske er det et vildspor. Hun har søgt efter arkiver med oplysninger om amerikanske soldaters børn i andre lande, men løb panden mod en mur. Hun har søgt sin ukendte familie på de digitale slægtsforskningstjenester MyHeritage og 23andme, og efter en DNA-test peger pilen overraskende mod New Foundland på den canadiske vestkyst.

– Det undrer mig, men der var også mange canadiere i Grønland under krigen, så måske er min farfar i virkeligheden fra New Foundland. En enkelt gang har jeg rakt ud til en mand, som ifølge DNA-testen er min grandfætter, men han kendte ikke til familiemedlemmer, som var i Grønland under krigen. Han lød ikke synderlig interesseret, og jeg ville ikke presse på, så dette spor er gået koldt, siger Maliina Abelsen.

Emil Abelsen fik som 50-årig konstateret sygdommen Alzheimer, og han forsvandt langsomt indtil sin død som 62-årig.

– Måske var der tale om en sygdom, arvet efter den amerikanske far, og interessen for at finde min farfar og hans familie drejer sig også om deres sygdomshistorie, som måske også er vor, siger Maliina Abelsen.

På et tidspunkt talte familien om at kontakte det populære TV-program »Sporløs« for at få hjælp til opklaringsarbejdet, men det løb ud i sandet.

Hvad vil du sige til din amerikanske farfar, hvis du mødte ham i dag?

– Jeg vil ikke være vred på ham, fordi han forsvandt, men jeg vil være nysgerrig efter at forstå, hvilken slags menneske han var. Jeg vil spørge, om han tilbage i USA tænkte på den søn, som han efterlod i Qaqortoq, og jeg vil spørge om den familie, som han selv stiftede efter krigen.

Mangler du en brik i fortællingen om dig selv?

– Måske mere en nysgerrighed og et ønske, men havde det været min far, og ikke min farfar, som jeg ikke kendte, så havde det virkelig været afgørende. Heldigvis skaber vi også selv den, som vi er, men alle børn har et stort behov for at kende deres ophav, også den rige onkel fra Amerika, siger Maliina Abelsen.