Lovforslag om spiralgodtgørelse hastefremsat torsdag i Folketingssalen
Sundhedsminister Ida Auken har prioriteret at få hastefremsat lovforslag til godtgørelsesordningen for ofrene i spiralsagen. Lovforslaget skal behandles i august, men berørte kvinder kan allerede søge om erstatning fra 1. juli, oplyser ministeren.
Ida Auken er ny sundhedsminister.
Foto: Trine Juncher Jørgensen
Den nye sundheds- og kirkeminister i Danmark Ida Auken (S) har prioriteret at få hastefremsat lovforslaget til godtgørelsesordningen for ofrene i spiralsagen her inden Folketinget går på sommerferien. Det oplyser Ida Auken til Sermitsiaq.
Arbejdet har været sat i stå grundet folketingsvalget i Danmark.
– Lovforslaget fremsættes i Folketingssalen torsdag den 24. juni kl. 10, og så bliver det 1.-2.-og 3. behandlet i august og september måned, siger Ida Auken.
En rystende sag
Ida Auken pointerer at berørte kvinder allerede kan søge erstatningsordningen fra 1. juli, og at sundhedsministeriet vil begynde at udbetale godtgørelserne måske allerede fra efteråret.
Hastefremsættelsen af forslaget begrunder den nye sundhedsminister med, at netop spiralsagen har været en af de mest smertefulde sager, som hun har været tæt på i sine mange år i politik.
– Det er rystende, at det her er sket, og derfor er det en sag, der haster for mig. Vi skal have hjulpet og godtgjort de kvinder og familier, der har været udsat for noget af det mest forfærdelige, som et menneske kan blive udsat for.
Godtgørelse og rejsehold
Lovforslaget blev oprindeligt fremsat i december 2025 af daværende Indenrigs- og Sundhedsminister Sophie Løhde (V), og indeholder en individuel økonomisk godtgørelse på 300.000 kroner til de berørte kvinder for den smerte, der har oplevet.
Udover godtgørelsesordningen er der afsat penge til en vejledningsindsats samt en tolk, der skal rejse rundt i Grønland og skabe opmærksomhed på mulighederne for at søge om godtgørelsen. Endelig er der allerede afsat penge til terapeutisk bistand i form af 12 gratis psykologsamtaler.
Høringsproces
I forhold til det oprindelige lovforslag så er der nogle få ændringer som følge af høringsprocessen.
– For det første kan man nu få godtgørelse i både Grønland og i Danmark, og for det andet er tidsfristen fjernet i i forhold til, hvornår kvinderne skal have boet i Grønland inden 1992. Danmark tager ansvaret for alt, hvad der er sket indtil 1992, siger Ida Auken og forsikrer, at alle høringsparter nu er blevet inddraget med henvisning til kritikken fra Rådet for Menneskerettigheder (IPPS), der i april gjorde opmærksom på, at ministeriet ikke havde sendt erstatningsordningen i høring blandt civilsamfundsorganisationerne i Grønland.
Besøg i efteråret
Ida Auken planlægger selv et besøg i Grønland til efteråret.
– Det handler om at vise min respekt over for de kvinder, der har været udsat for det her. Jeg kommer til at mødes med flere af dem og høre deres historier, selvom de er forfærdelige. Det er vigtigt at lytte.