Løsning på plads for omstridt vandspærrezone
Naalakkersuisut og Avannaata Kommunia har opnået fælles forståelse om en løsning for vandspærrezonen i Ilulissat.
- Vi sætter pris på, at Naalakkersuisut og Avannaata Kommunia ved tæt samarbejde er nået til dette punkt, som er med til at skabe nye muligheder i Ilulissat. Det åbner op for flere muligheder i fremtiden og er med til at udvikle byen, siger borgmester i Avannaata Kommunia, Lars Erik Gabrielsen (S), om aftalen.
Foto: Oscar Scott Carl
Der er nu lagt en plan for at flytte og indsnævre den såkaldte vandspærrezone ved Ilulissat. Zonen skal beskytte drikkevandet, men den har flere gange været til debat, da den sætter mange grænser for brug af motoriserede transportmidler ved byen.
Naalakkersuisut og Avannaata Kommunia oplyser i en fælles meddelelse, at der er opnået en fælles forståelse for en løsning, som skal frigive dele af vandspærrezonen til byudvikling og aktiviteter samt på sigt en eventuel ny vej til lufthavnen.
Ifølge de to parter indvindes Ilulissats drikkevand fra flere mindre søer, der alle er omringet af en vandspærrezone.
"Vandet i disse søer stammer imidlertid fra det samme opland længere oppe i vandsystemet. Ved at flytte vandindtaget til den sø, der udgør størstedelen af opsamlingen fra vandoplandet, kan grænsen for vandspærrezonen indsnævres uden at mindske vandmængden til byen," skriver Naalakkersuisut og kommunen.
Ny potentiel vandsø skal undersøges
Der igangsættes også undersøgelser af en potentiel ny vandsø beliggende ved Kangerluarsuup Qinngua (Bredebugt). Her skal data om vandkvalitet og vandtilstrømning danne grundlag for en vurdering af, om søen i fremtiden kan inddrages i drikkevandsforsyningen.
Borgmester Lars Erik Gabrielsen (S), udtrykker tilfredshed med, at Naalakkersuisut og kommunen er blevet enige:
- Det åbner op for flere muligheder i fremtiden og er med til at udvikle byen.
- Dette er både til gavn for motoriseret kørsel, hundeslæder, der dagligt mærker vandspærrezonens begrænsninger, samtidig at vi beskytter vores drikkevand, udtaler han.
Nu tidligere naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer, energi, justitsområdet og ligestilling, Naaja H. Nathanielsen (IA), er enig:
- Med den løsning, der nu er valgt, kan vi håndtere de aktuelle udfordringer i vandforsyningen og samtidig skabe bedre rammer for byens fortsatte udvikling, siger hun.