Lars fik en tid hos psykiateren, før det blev umuligt. I dag står over 900 på venteliste

Sport har altid været den måde, som 47-årige Lars Rasmussen fra Qaqortoq bedst har kunne koble af på.

Han har især kastet sin kærlighed på trailløb – i 2021 blev han nummer to til ultraløbet NuukKap, hvor løberne skal løbe 110 kilometer fra Nuuk og ind i bunden af fjorden til Kapisillit.

- Det var når jeg løb og var aktiv, at jeg ofte kunne få afløb fra alt det, der foregik.

For der foregik meget i Lars Rasmussens liv.

I 2015 flyttede han til Nuuk fra Aarhus, da han havde fået arbejde som produktmanager i Tusass. Efter halvandet år blev han forfremmet til produkt- og marketingschef og endte til sidst som onlinechef.

Mens det stod på, blev han også far – først til en datter, derefter til en søn.

Arbejdet var fedt og spændende, synes han. Men det var hårdt. Han var leder for 10-15 medarbejdere, og kalenderen var ugentligt proppet med mellem 25 og 30 møder.

Derudover havde Lars Rasmussen meget svært ved at sige nej til opgaver, og til sidst blev presset for stort.

- En tidlig morgen løb jeg en tur og tænkte for mig selv, hvornår det mon var et godt tidspunkt at sygemelde sig. Jeg fandt ud af, at der ikke var noget rigtigt tidspunkt, fortæller han.

Lars Rasmussen blev sygemeldt med stress i november 2023. Samtidig pådrog han sig en skade under en løbetræning – og dermed mistede han evnen til at gøre det, der altid havde holdt ham flydende.

Han følte sig knækket og blev deprimeret. Mens han var syg, greb han tilfældigvis ud efter en bog med titlen ’Hører du overhovedet efter?’. Den var skrevet af den danske forfatter og foredragsholder Manu Sareen og handlede om ADHD.

ADHD er en medfødt udviklingsforstyrrelse, som typisk viser sig ved koncentrationsvanskeligheder, hyperaktivitet og impulsivitet, står der blandt andet på sundhed.dk.

- Den første time, hvor jeg læste, var bogen bare en én-til-én-beskrivelse af mit liv, husker Lars Rasmussen.

- Jeg har altid haft en idé om, at jeg havde ADHD, men da jeg læste den bog, blev jeg helt sikker.

950 på venteliste

I 2022 stod 200 borgere her i landet på venteliste til at få en udredning for en potentiel psykisk lidelse. Omkring halvdelen var blevet henvist med mistanke om ADHD eller ADD.

Sidste år var tallet vokset til 400 – og ifølge sundhedsvæsenets egne tal, som Sermitsiaq.AG har fået tilsendt, stod 950 mennesker i juni måned på venteliste til en indledende samtale eller udredning i psykiatrien.

Sermitsiaq.AG kender til flere personer, der har ventet i over to år på at få en tid hos en psykiater.

Ifølge sundhedsvæsenet skyldes den lange ventetid mangel på medarbejdere i psykiatrien og en stigning i behovet eller ønsket om en udredning for en psykisk lidelse.

De patienter, der prioriteres til at blive behandlet først, er "akutte, uafviselige patienter med behov for indlæggelse, retspykiatriske patienter og sub-akutte alvorligt psykisk syge patienter", skriver sundhedsvæsenet til Sermitsiaq.AG.

Det betyder, at ventetiden bliver længere for øvrige patienter.

Da Lars Rasmussen i løbet af sensommeren 2024 henvendte sig til lægen med ønsket om at blive udredt for ADHD, var lægen i begyndelsen skeptisk. Lars Rasmussen var jo højtuddannet og havde formået at skabe sig en karriere.

- Men efter 20 minutters samtale sagde lægen, at jeg nok havde ADHD.

Ventetiden til at få en tid hos en psykiater var på tre måneder, fik Lars Rasmussen at vide. Efter fire måneder ringede han og spurgte, hvordan det gik med køen. Her fik han at vide, at ventetiden nu var på et halvt år.

Efter et halvt år var ventetiden vokset til et år.

- Det var en hård tid at gå og vente. Udover at jeg nok havde ADHD, så er jeg også bare utålmodig som menneske – og jeg var jo også nede med stress og var blevet deprimeret på det tidspunkt. Jeg kunne jo heller ikke træne, fortæller han.

Lidt over et år efter Lars Rasmussen havde henvendt sig til lægen første gang, kom han til samtale med en psykiater og fik stillet diagnosen ADHD.

Medicinen hjalp

Ifølge Sundhedskommissionens betænkning fra 2023 havde 1.400 borgere en psykisk diagnose dengang. Der findes ikke noget konkret tal på, hvor mange, der har ADHD i Grønland.

Lars Rasmussen har selv et indtryk af, at rigtig mange går rundt og har ADHD, ligesom ham selv.

I dag arbejder han som selvstændig konsulent, hvor han løser alle mulige slags opgaver, og på det kontor, hvor han sidder til dagligt, har de alle sammen ADHD, fortæller han. Derudover har han flere i sin tætte omgangskreds, der har diagnosen.

Han er overbevist om, at hans børn også har ADHD, men at komme igennem til børnepsykiatrien har vist sig at være en helt umulig kamp at vinde.

De få forældre, han kender, som er lykkedes med at få hjælp, fortæller alle sammen, at de var nødt til at råbe højt og slå i bordet, før der skete noget.

- Sådan bør det jo ikke være, men når det drejer sig om ens børn, er man jo klar til at gå igennem ild og vand for, at de får det godt, siger Lars Rasmussen.

Da han havde fået stillet sin diagnose, gik der noget tid med at prøve sig frem med forskellige typer ADHD-medicin, før han sidste efterår fik ordineret den medicin, der har vist sig at passe til ham.

- Nu føler jeg, at jeg begynder at vende tilbage til mit gamle jeg, og kan sprudle igen, siger han.

Han går stadig indimellem til kontrol hos en psykiater på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, men kontakten bliver mindre og mindre.

- Det er som om, at når man har fundet en eller anden vej, så giver de slip på en. Men jeg er også sikker på, at de har meget, de skal indhente derinde, siger han.

Lars Rasmussen har spekuleret en del over, hvilke konsekvenser de lange ventelister i psykiatrien har for samfundet.

- Jeg har en idé om, at rigtig mange selvmord, kunne blive undgået, siger han.

- Mange med ADHD har store følelsesudsving. Både når der kommer til de gode følelser og de dårlige, og jeg tror, det kunne have en kæmpe effekt, hvis mange flere blev udredt.

Han er taknemmelig for, at han nåede at få hjælp, før ventelisten eksploderede. Når man først har fået adgang til systemet, fungerer det ret godt, siger han. Og var det ikke for medicinen, tvivler han på, at han var kommet ud af det hul, han havnede i efter sin stresssygemelding.

- Det har hjulpet mig rigtig meget, siger han.

Dog er en af de kedelige bivirkninger ved den type medicin, han tager, at han bliver træt.

- Så jeg kan ikke dyrke lige så meget sport, som jeg gerne vil, siger Lars Rasmussen.

Hvilket i og for sig er heldigt nok, da han fortsat er skadet, så der er endnu et stykke vej, til han kan løbe ultraløb igen og få afløb for sin energi på den måde. Indtil da klarer han sig med topture og rensdyrjagt i Nuup Kangerlua. 

- Og det er også okay.