Mand tilbageholdes i sag om kvindes død i Maniitsoq

Kredsretten har bestemt, at en mand skal tilbageholdes i 28 dage. Manden blev anholdt i forbindelse med en 29-årig kvindes død i weekenden.

Politiet efterforsker sag om en mistænkeligt dødsfald i Maniitsoq. En mand er tilbageholdt i sagen.
Offentliggjort

Søndag morgen afgik en 29-årig kvinde ved døden i Maniitsoq. Politiet meldte ud, at man efterforskede dødsfaldet som mistænkeligt, og i den forbindelse havde politiet anholdt en mand.

Den anholdte mand blev mandag fremstillet i grundlovsforhør, hvor anklagemyndigheden ønskede ham tilbageholdt.

Efterforskningsleder, fungerende politikommissær Johannes Lyberth, oplyser til Sermitsiaq, at kredsretten besluttede at tilbageholde manden i 28 dage. Forsvaret har kæret afgørelsen til landsretten. Landsrettens afgørelse i sagen foreligger ikke endnu, fortæller efterforskningslederen tirsdag ved 09-tiden.

Efterforskningslederen fortæller videre, at grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre af hensyn til efterforskningen, og han kan derfor ikke udtale sig yderligere om sagen. Heller ikke om hvad manden konkret er sigtet for.

Det var søndag morgen kl. 07.27, at Grønlands Politi fik anmeldelse om, at den 29-årige kvinde var afgået ved døden på sygehuset i Maniitsoq.

Søndag aften oplyste politiet i en meddelelse, at man på baggrund af omstændighederne omkring dødsfaldet havde iværksat en efterforskning.

Powered by Labrador CMS