Kritik af grønlandisering
Danske medlemmer af selvstyrekommissionen kritiserer landsstyret for beslutningen om at alle topchefer i Hjemmestyret skal være dobbeltsprogede fra 1. januar, skriver Jyllandsposten.
Både Søren Espersen (DF) og Per Ørum Jørgensen (K) fra den grønlandsk -danske selvstyrekommission understreger, at danske politikere ikke har indflydelse på den grønlandske beslutning. Men de kritiserer den, fordi de mener, at det grønlandske samfund savner kvalificerede folk.
- Grønlands befolkning svarer til Vordingborg Kommune. Jeg ved ikke, hvor mange folk med departementschef-potentiale der er i Vordingborg, men det kan ikke være mange. Og jeg tror, at uddannelsesniveauet i Vordingborg ligger langt over Grønland, siger Søren Espersen.
- Det er diskriminerende over for danskere, der har været i Grønland i mange år. Det er et fejlskud af dimensioner, som vil få konsekvenser for den grønlandske befolkning. Landsstyret fokuserer mere på nationalisme, end hvad der gavner den grønlandske borger, siger Ørum Jørgensen. Også Kristen Touborg (SF) advarer.
- De skal være forsigtige, inden de bryder ethvert bånd med os, siger han.
Til januar gennemfører hjemmestyret en reform, hvor de nuværende 14 direktorater laves om til syv departementer. Her indføres et sprogkriterium for de kommende departementschefer, som vil fratage den nuværende håndfuld danske topchefer i direktoraterne muligheden for at søge stillingerne.
De taler og skriver nemlig ikke godt nok grønlandsk, mener adm. direktør Kaj Kleist fra Hjemmestyret.
-Kriteriet er ikke, at man skal være grønlænder. Men man skal kunne tale og skrive grønlandsk. Man skal være dobbeltsproget, siger han.
På spørgsmålet om de nuværende direktører af dansk oprindelse opfylder dette kriterium, svarer Kaj Kleist:
-Nej, det mener jeg ikke.