Kommune vil indføre parkeringskontrol og -afgifter for at stoppe ulovlige parkeringer
Kommuneqarfik Sermersooq arbejder på at indføre en kommunal parkeringskontrol i Nuuk. Kontrollanterne skal kunne udstede parkeringsafgifter på 510 kr. til ejere af ulovligt parkerede køretøjer.
Nuuks udvikling med øget trafik og et stigende antal køretøjer medfører et øget pres på veje, fortove, cykelstier og øvrige offentlige fællesarealer, lyder det fra Forvaltning for Anlæg og Miljø.
Foto: Oscar Scott Carl
Ulovlig og uhensigtsmæssig parkering er et stigende problem i Nuuk, og nu skal der sættes ind for at komme problemet til livs.
Det oplyser Forvaltningen for Anlæg og Miljø til politikerne i kommunens Udvalg for Teknik og Miljø.
– Forvaltningen modtager løbende borgerhenvendelser om parkering på cykelstier, fortove, handicappladser, i bilfrie områder samt andre steder, hvor standsning og parkering ikke er tilladt eller er til væsentlig gene.
– De mange uhensigtsmæssige parkeringer udfordrer forvaltningens daglige drift, herunder snerydning og beredskabets fremkommelighed, skriver forvaltningen blandt andet i en sagsfremstilling.
For at løse problemerne foreslår forvaltningen, at der iværksættes kommunal parkeringskontrol, da skiltning tilsyneladende ikke er nok, viser erfaringerne:
– Selvom der flere steder er tydelig skiltning, har kommunen i dag ikke mulighed for at håndhæve gældende regler. Dette betyder, at ulovlig parkering fortsat forekommer, til trods for, at reglerne er tydeligt skiltet, skriver forvaltningen.
Hvis politikerne godkender projektet, skal kommunens kontrollanter have mulighed for at tildele ejere af ulovligt parkerede køretøjer en afgift på 510 kr.
Forvaltningen foreslår, at arbejdet gennemføres i etaper, således at første etape omfatter håndhævelse af de mest åbenlyse overtrædelser, herunder parkering på cykelstier, fortove samt på steder med parkeringsforbud markeret ved skiltning.
– En eventuel efterfølgende etape kan omfatte parkeringsregulering på offentlige parkeringspladser, herunder tidsbegrænsede parkeringszoner, oplyses det.
Teknik- og Miljøudvalget drøftede punktet på et møde onsdag og har sendt sagen videre til drøftelse i Udvalg for Økonomi og Erhverv samt kommunalbestyrelsen.