Kommune sætter grænser for besøg på plejehjem

Plejehjemsbeboere må maksimalt have tre eller to personer på besøg ad gangen.

Offentliggjort

Kommuneqarfik Sermersooq har udvidet og forlænget en række tiltag, der skal beskytte plejehjem mod smitteudbrud.

I Nuuk, hvor der i øjeblikket er omfattende smitte, må plejehjemsbeboere således maksimalt have tre personer på besøg ad gangen. Beboere på ældrekollektiverne i Ittoqqortoormiit og Qeqertarsuatsiaat må kun have to besøgende ad gangen.

- Der er ingen undtagelser til denne regel, og gælder for alle besøgende i alle aldersgrupper, også en beboers nærmeste familie, skriver kommunen på sin hjemmeside.

Derudover skal besøgende bære mundbind under hele opholdet på plejehjemmet, og kommunen indskærper, at man ikke skal møde op på et alderdomshjem eller ældrekollektiv, hvis man er syg eller har symptomer på sygdom.

Tirsdag meddelte Landslægeembedet, at der var fundet 171 smittede i Nuuk det seneste døgn. Reglerne for besøg på alderdomshjem gælder frem til 31. januar.

Powered by Labrador CMS