lov & orden

Justitsministeren lover styrkelse af politiet

Også politiet i Grønland vil få gavn af nye tiltag fra regeringen i København. Det lover justitsminister, Søren Pind (V) uden at blive konkret

Justitsminister, Søren Pind
Offentliggjort

Forbedring af kommunefogedernes arbejdsforhold og uddannelse samt mulige detentioner i bygderne har været en stor sag for tidligere folketingsmedlemmer som for eksempel Sara Olsvig (IA).

I denne uge mødtes hendes efterfølger, Aaja Chemnitz Larsen, og Siumuts folketingsmedlem, Aleqa Hammond, med justitsminister, Søren Pind (V), hvor disse emner blev taget op.

Nyt politiforlig fra næste år
Den danske minister vil ikke blive konkret endnu, men han forklarer, at der er bedre forhold på vej for politiet herunder det grønlandske.

Det sker som en del af et nyt politiforlig gældende for 2016-2019, som alle Folketingets partier undtagen de grønlandske og færøske har været med i forhandlingerne om.

Læs: Søren Pind bød indenfor

Pengene fra forliget skal nu udmøntes, og ministeren udtrykte vilje til at inddrage IA og Siumut i den proces i samarbejde med politiet.

Eksklusion og inklusion
Både Aaja Chemnitz Larsen og Aleqa Hammond (S) har rettet en kritik direkte mod justitsministeren for ikke at tage deres partier med i forhandlingerne om politiforliget.

Hos IA vælger man at fokusere på, hvilke fremskridt partiet har set på det juridiske område, siden der kom ny regering.

Glad for ny afdeling
- Først og fremmest er jeg ovenud tilfreds med det nye initiativ med at få oprettet det nordatlantiske kontor hos justitsministeren. Det viser en vilje til at få ligestillet forholdene på justitsområdet i Grønland med danske forhold, hvilket ministeren også pointerede som et delmål med oprettelsen af kontoret under mødet, sagde Aaja Chemnitz Larsen.

Opfølgning på bistandsværgernes forhold og det kommende landsforsvareembede blev også drøftet.

Læs: IA roser den nye justitsminister

Powered by Labrador CMS