Julemanden på visit i Narsarsuaq

Næppe nogen i Grønland er i tvivl om, at julemanden bor på verdens størsteø.

Offentliggjort

Finnerne forsøger at gøre Grønland rangen stridig, og kommercielt er det desværre ved at lykkes. Men sandheden er en anden!

Men når nøden er størst, er hjælpen nærmest. En dansk julemand kom i dagene før jul børnene i Narsarsuaq til hjælp. Undervejs til atlantlufthavnen i Sydgrønland måtte han på grund af teknik på kanen sikkerhedslande på taget af Air Greenlands Boeing 757 ”Kunuunnguaq”. Som tak for hjælpen delte julemanden slikposer ud til børn om bord på flyet.

I lufthavnsterminalen vakte julemanden og hans kone opsigt, inden de blev kørt ned på Atuarfik Naapaartoq. Her var både elever og børn fra børnehaven samlet for at tage imod julemanden.

Julemanden tryllede til den store guldmedalje for de skeptiske børn, der i takt med kunsterne måtte overgive sig til manden i den røde dragt og det hvide skæg.

Som tak for underholdningen og besøget kvitterede børnene med at synge ”Bjældeklang” på grønlandsk for julemanden. Varm om hjertet forlod han skolen for at tage med Air Greenlands områdechef Bent Hansen på sightseeing i Narsarsuaq.

Første stop var havnen, hvor isen på fjorden var brudt op efter inspektionsskibet ”Triton”s besøg i forrige uge. Dernæst fik julemanden en rigtig skorsten at se ude i Hospitalsdalen. Han blev så glad for den dimensioner, at han overvejede at få EU-standard på alle skorstene, så julemanden kan komme ned gennem dem.

Også på turen tilbage til Danmark gik julemanden ned gennem ”Kunuunnguaq”s midtergang med slikposer til de forventningsfulde børn.

Henning Jacobsen har været julemand i 30 år. Da man ikke kan leve af det, supplerer han sin indtægt ved at være fængselsbetjent. Det skal dog lige nævnes, at han er oldermand i Dansk Julemandslaug og er medarrangør af Julemændenes Verdenskongres på Bakken nord for København i midten af juni.

Se video, hvor børn synger "Bjældeklang" for julemanden på grønlandsk, her .

Powered by Labrador CMS