Juaaka Lyberth om kritik af Tilsynsråd: Giver Sermersooq en oprejsning

Kommuneqarfik Sermersooq har flere gang påpeget, at Tilsynsrådet overskred sine beføjelser i boligsagen. Derfor giver det en vis oprejsning, at Tilsynsrådet nu får kritik i en ny jurabog, siger kommunalbestyrelsesmedlem Juaaka Lyberth (IA).

Offentliggjort

Rettelse: Det fremgik tidligere af artiklen, at Juaaka Lyberth er gruppeformand for IA i kommunalbestyrelsen. Det er ikke korrekt, og fejlen er rettet.

I en ny lærebog om de juridiske spilleregler for kommunerne og ikke mindst tilsynet med kommunerne kommer forfatter og jurist Morten Engberg med en hård kritik af tilsynets og Tilsynsrådets behandling af boligsagen.

Borgmester i Sermersooq, Avaaraq S. Olsen (IA) ønsker umiddelbart ikke at gå ind i sagen, men det vil hendes partifælle og tidligere ordfører i boligsagen for IA i kommunalbestyrelsen, Juaaka Lyberth.

Han mener, at kritikken af Tilsynsrådet og tilsynet giver Kommuneqarfik Sermersooq en vis oprejsning i sagen, hvor kommunen ellers har fået hård kritik.

Morten Engberg vurderer blandt andet i sin bog, at Tilsynsrådet formentlig ikke havde kompetence til at suspendere Kommuneqarfik Sermersooqs kontroversielle boligmetode. Tilsynsrådet have næppe heller lov til at udtale specifik kritik af en borgmester, som det skete i Tilsynsrådets afgørelse.

Har tidligere påpeget det

Juaaka Lyberth siger om kritikken:

- Disse konklusioner er godt i tråd med, hvad IA-gruppen hele tiden har ment. Det gav jeg også forsigtigt udtryk for i min ordførertale med følgende sætning: ”Uagtet man kan have den holdning, at Tilsynsrådet på nogle områder har gået ud over sine beføjelse/kompetence, har kommunalbestyrelsen taget Tilsynsrådets påtale og kritikpunkter til efterretning og har rettet op", lyder det fra Juaaka Lyberth i en skriftlig kommentar til Sermitsiaq.AG.

Han henviser til en tale, han holdt på vegne af IAs og Naleraqs medlemmer i kommunalbestyrelsen, da der i august blev behandlet et punkt om at placere et politisk ansvar i boligsagen.

Juaaka Lyberth understreger, at han foreløbig kun har læst Sermitsiaq.AGs dækning af jurabogens kritik og ikke selve bogen.

- Skandaløst hvis vurdering holder

Men hvis Morten Engbergs vurdering af sagen holder stik, er det stærkt problematisk, mener Juaaka Lyberth:

- Det er skandaløst, at det tilsyn og tilsynsråd, der skal holde øje med kommunerne – selv overtræder deres beføjelser i de love og regler, de må agere indenfor.

- Jeg mener dog ikke, at vi skal bruge tiden til at pege fingre af hinanden, men finde fælles politiske løsninger der gavner borgerne i vores kommune, lyder det fra lokalpolitikeren.

Har ikke vurderet metoden

Morten Engberg har overfor Sermitsiaq.AG understreget, at han ikke har taget stilling til lovligheden i Kommuneqarfik Sermersooqs metode med at leje private boliger og videreudleje dem til borgere med underskud. Morten Engbergs kritik handler om, hvordan tilsynet og Tilsynsrådet har behandlet sagen.

Under den såkaldte boligsag i Kommuneqarfik Sermersooq har kommunen på den ene side og Naalakkersuisuts tilsyn med kommunerne og Tilsynsrådet på den anden side, hver især brugt store beløb på advokatbistand i sagen.

Powered by Labrador CMS