Jonathan fik sin diagnose og en førtidspension. Nu føler han sig ekskluderet fra samfundet

Sidst Jonathan Willadsen læste i en bog, var det i ’Vejen’ af Cormac McCarthy. En amerikansk prisvindende roman, der skildrer en fars forsøg på at beskytte sin søn i en dystopisk og gold fremtidsverden.

Det er Jonathan Willadsens yndlingsbog, han har måske læst den otte gange, siger han.

- Jeg elsker bare hans skrivestil. Den er meget speciel, siger han.

Men det er ved at være noget tid siden, at han sidst lagde bogen fra sig. Et år siden faktisk. Han kan ellers godt lide at læse, også andre bøger, men Jonathan Willadsen har på det seneste været inde i en dårlig periode.

I de perioder føler han sig udbrændt og har svært ved at sove.

- Jeg falder først i søvn om morgenen, og så vågner jeg ud på dagen, siger han.

Årsagen er tankemylder. Han tænker på alt muligt, fortæller han – og det er svært at pege på konkrete tanker.

- Men i nat sov jeg faktisk ok. Det begynder at blive bedre, siger han, da AG møder ham til en af sine daglige gåture i Nuuk-bydelen Nuussuaq.

Jonathan Willadsen er lige fyldt 34 år og har boet i Grønland de sidste ti år. Han er født og opvokset i Danmark, men for at komme tættere på sin grønlandske far, flyttede han til Nuuk i 2016.

Det var også for at komme lidt væk fra Danmark og op af det hul, som han synes, at han var havnet i. Længe havde Jonathan Willadsen haft perioder med depression og angst.

- Jeg var gået i stå hjemme i Danmark. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle med mit liv, siger han.

I 2022 blev hans far syg med kræft og året efter døde han. Jonathan Willadsen var i sorg, og angsten og depressionen vendte retur, men nedturen stak dybere. Efter flere samtaler med læge og psykolog kom han på venteliste til psykiatrien.

Et halvt år senere sad han foran en psykiater, der fortalte ham, at han havde aspergers syndrom – en tilstand der hører til den gruppe af gennemgribende udviklingsforstyrrelser, som man kalder for autismespektrumforstyrrelser.

- Og så blev det besluttet, at det var bedst, at jeg gik på førtidspension.

Smed madpakken ud som lille

Jonathan Willadsen har to faste gåruter, som han typisk skifter imellem, når han skal have frisk luft,

Den ene fører ham rundt om Ilisimatusarfik og forbi det røde hus, som hans far boede i, før han døde. Det er dén rute, han tager os med på, da han skal interviewes.

- Det larmer, konstaterer Jonathan Willadsen, da han passerer en lastbil i tomgang.

Udover sine gåture kan Jonathan Willadsen normalt godt lide at bruge det meste af sin tid i den lejlighed, han bor i. De praktiske ting, som at handle ind eller gå på biblioteket, får han typisk klaret i begyndelsen af dagen. Det kan nemlig være overvældende at være inde i Jonathan Willadsens hoved, og det tærer på kræfterne at være ude blandt mange mennesker og lyde.

Selv det at spise sammen med andre mennesker kan være en kamp.

- Da jeg var lille og gik i børnehave eller skole, smed jeg min mors madpakker ud, når de voksne kiggede væk, fortæller han og fortsætter:

- Det er stadig svært for mig at spise med andre. Det er derfor, jeg er så tynd.

Autisme var ikke et ord, der kom på banen før Jonathan Willadsen var i begyndelsen af sine 20'ere.

Han havde kæmpet en del år for at færdiggøre sin gymnasieuddannelse, og året inden han blev færdig på HF, slog hans gymnasiekæreste op med ham, og dét var hårdt.

- Jeg blev deprimeret og blev sendt til en psykiater, der bare sagde, at jeg havde en personlighedsforstyrrelse, fortæller han.

I samme periode flyttede han hjem til sin storesøster i nogle måneder. En af søsterens veninder, der var psykolog, hørte om det, Jonathan Willadsen kæmpede med – og på et tidspunkt blev ordet ’autisme’ nævnt.

- Jeg begyndte at google og læse om det, og jeg kunne genkende mig selv i meget af det, siger han.

Føler sig misforstået

Da han for ti år siden flyttede fra Danmark til Nuuk, var det egentlig meningen, at det kun skulle være for en kortere periode.

- Det skulle bare være et halvt eller et helt år, at jeg var her, men nu er der gået ti år, siger Jonathan Willadsen og smiler lidt.

I den første tid i Nuuk gik han på Greenland Business School og fik tildelt et kollegieværelse. Men han droppede ud efter fem måneder.

Herefter flyttede han hjem til sin daværende kæreste og forsøgte at holde sig i gang med forskellige småjobs. Først som rengøringsassistent og senere i Brugseni, hvor han i begyndelsen hjalp med at stille varer op på hylderne.

Men efter lidt tid begyndte han også at blive kaldt op til kassen, når der var travlt.

- Det er svært at være ved kassen. Der kan ske alt muligt, og der er en masse knapper, man skal trykke på. Og folk kan sige ting, jeg ikke forstår. Jeg taler ikke grønlandsk, siger Jonathan Willadsen.

Efter to måneder sagde han op.

Da Jonathan Willadsen i 2024 kom til en psykiater, følte han endelig, at der var nogen, der forstod ham.

- Det er ikke mange, der ved, hvad autisme er. Folk misforstår og tror bare, at det er en lille ting, siger han og fortsætter:

- Men jeg er opmærksom på alt omkring mig, og der skal ikke meget til, før jeg bliver meget træt.

Som det er tilfældet med eksempelvis ADHD, findes der ingen medicinsk behandling til folk med autisme. Så da psykiateren efter deres sidste samtale rådede Jonathan Willadsen til at søge om førtidspension hos kommunen, var der ikke så meget andet at gøre.

- De spurgte, om jeg havde flere spørgsmål, men ellers var det det.

Ingen fremtid i Grønland

I dag bor Jonathan Willadsen midlertidigt i en et-rums-lejlighed. Uden arbejde, uden tilknytning til en uddannelse og med en førtidspension på 9000 kroner om måneden, har der efter faderens død været svært at finde et sted, hvor han har kunne bo.

Han kunne godt tænke sig at få sit eget sted, og han er skrevet op til en socialbolig. Dog ved han ikke, hvornår en bolig bliver ledig til ham.

Selvom Jonathan Willadsen synes godt om Nuuk, mærker han også et stigende savn til Danmark.

- Når man får en diagnose og bliver tildelt førtidspension, føler jeg, at man bliver stemplet ud af samfundet, siger han.

Det er dog et svært skridt at tage, det med at skulle flytte fra Nuuk. Både fordi han er usikker på, hvad der skal blive af ham i Danmark – men også fordi det er en meget stor forandring af flytte.

- Og jeg har svært ved, når ting forandrer sig, siger Jonathan Willadsen.

Fremtiden er generelt udoverskuelig for ham at forholde sig til. Selvom han som de fleste andre unge mennesker har haft drømme om både uddannelse og karriere.

I sine gode perioder kan stadig dagdrømme om at blive forfatter eller fotograf en dag.

- Men der skal ikke meget til, før jeg bliver fuldstændig udbrændt, så lige nu mangler jeg overskuddet. Ambitionen og lysten er der dog stadig, siger han.