De første fire kvinder er blevet tildelt godtgørelse i spiralsagen

Patienterstatningen i Danmark har tildelt godtgørelse til de første fire kvinder i spiralsagen.

Sundhedsminister og kirkeminister Ida Auken i Folketinget i forbindelse med afstemningen om godtgørelse til kvinder i spiralsagen.
Offentliggjort

De første fire kvinder har nu fået godtgørelse fra Danmark som følge af spiralsagen. Godtgørelsen er på 300.000 kr. til hver af kvinderne.

Det oplyser Patienterstatningen, som står for at behandle ansøgningerne om godtgørelse.

Godtgørelsesordningen er først for nylig blevet vedtaget i Folketinget og trådte formelt først i kraft 1. september, men kvinderne har kunnet søge godtgørelse siden 1. juli, og derfor kan Patienterstatningen allerede nu afgøre de første sager.  

– Vi er glade for, at vi allerede nu kan tildele godtgørelse til de første kvinder.

– Det er dem, det handler om. Kvinderne har båret rundt på smerten efter krænkelsen i mange år, og vi håber, at vi kan hjælpe den enkelte kvinde med at sætte et punktum, siger Karen-Inger Bast, direktør for Patienterstatningen, i en pressemeddelelse.

Patienterstatningen forventer at være cirka tre måneder om at afgøre en sag. Men det kan variere fra sag til sag. I alt 353 kvinder har søgt godtgørelse fredag morgen, oplyses det.

Fra næste uge holder Patienterstatningen informationsmøder om godtgørelsesordningen i de grønlandske huse i Odense, Aalborg, Aarhus og København.

Derudover vil Patienterstatningen i oktober gennemføre en rundrejse i Grønland for at møde kvinder lokalt, informere om ordningen og tilbyde vejledning.

Powered by Labrador CMS