Jenseeraq Poulsen bliver ny direktør for fond om havbeskyttelse
Bestyrelsen for Oceans North Kalaallit Nunaat har ansat Jenseeraq Poulsen som ny direktør. Han er netop begyndt på sit nye job i starten af april.
Tidligere partisekretær i Siumut, Jenseeraq Poulsen er blevet ansat som direktør for Oceans North Kalaallit Nunaat pr. 1. april.
Det er bestyrelsen af miljøfonden og NGO’en, der har valgt at ansætte ham, oplyser Oceans North Kalaallit Nunaat i en pressemeddelelse.
Oceans North Kalaallit Nunaat, ONKN, arbejder med at fremme havbeskyttelse og bæredygtig udnyttelse af ressourcer i havet.
Ifølge meddelelsen har Jenseeraq Poulsen stor organisatorisk erfaring indenfor strategisk ledelse, og har stor erfaring med projektledelse, hvilket var med til at bestyrelsen valgte at ansætte ham.
- Bestyrelsens valg faldt på Jenseeraq Poulsen, fordi han har en solid erfaring med projektledelse indenfor offentlig og privat virksomhed, et indgående kendskab til det politisk-administrative system, samt kendskab til organisationsudvikling og strategiprocesser, skriver ONKN i en pressemeddelelse.
Som ny direktør vil Jenseeraq Poulsen arbejde med at sikre den fortsatte udvikling af ONKN som miljøfond og NGO.
God bund for udvikling
Bestyrelsesformand for ONKN, Jens Immanuelsen understreger, at bestyrelsen har tillid til, at den nye direktør kan udvikle miljøfonden i den rigtige retning.
- Jeg er sikker på, at ONKN får en ny direktør, som kan videreudvikle organisationen for at sikre fokus på udvikling af bæredygtig udnyttelse af vores levende ressourcer i ligeværdig dialog med samfundet, institutioner og andre samarbejdspartnere, siger formand Jens Immanuelsen.
Den nye direktør Jenseeraq Poulsen glæder sig til at begynde med arbejdet.
- NGO-arbejdet er ikke fremmed for mig. Mit mangeårige engagement og erfaring fra en politisk organisation giver mig en solid kompetence til at fremme ONKN’s fokusområder. Den arktiske natur er sårbar, og vi har en forpligtigelse til at sikre, at vi kan leve i og med den i mange år endnu. Jeg glæder mig utrolig meget til at jeg via ONKN kan forankre bæredygtighed, siger den nye direktør Jenseeraq Poulsen.
Fonden ONKN blev stiftet den 14. september 2021 og har hjemsted i Nuuk, Grønland.